3F vil føre sag for kviksølvofre
3F kræver, at Danisco frivilligt - og her og nu - betaler erstatning til ofrene for kviksølvskandalen på Grindstedværket. Men bliver det nødvendigt, vil 3F føre ofrenes sag i en retssag.
- Hvis Danisco vil gøre sig håb om at genvinde bare lidt respekt, så må de til lommerne og betale erstatning til ofrene for kviksølvskandalen, siger 3F’s formand Poul Erik Skov Christensen. - Hvis Danisco vil gøre sig håb om at genvinde bare lidt respekt, så må de til lommerne og betale erstatning til ofrene for kviksølvskandalen. Det siger 3F’s formand Poul Erik Skov Christensen, efter Fagbladet 3F's afsløring af, at Daniscos ledelse kendte til, men ikke handlede på deres viden om, at arbejderne på Grindstedværket tilbage i 1960'erne og 1970'erne havde forhøjet indhold af kviksølv i blod og urin.
Forbundsformanden understreger samtidig, at hvis det bliver nødvendigt med en retssag, står 3F i spidsen for de 3F’ere, der er ramt.
Forfærdelig kynisme
Han kalder kviksølvskandalen for den værste sag i hans tid som formand.
- Det er tragisk og noget forfærdeligt svineri. Jeg er dybt rystet over den kynisme, der fik den daværende ledelse til at fortie målinger af tårnhøjt indhold af kviksølv i blod og urin hos de ansatte, selvom de var fuldstændig klar over, hvilken alvorlig fare de bragte dem i. Men omsætningen var vigtigst. Nu skal der erstatning på bordet, der modsvarer ødelagte helbred og liv, siger Poul Erik Skov Christensen.
Et fattigt tilbud
Han afviser blankt Daniscos tilbud, som går på at støtte de syge med alle oplysninger fra Daniscos arkiv i en eventuel arbejdsskadesag, som de selv skal anlægge.
- Det er fattigt og en hån mod ofrene. De er syge og oppe i årene og kan ikke vente. Det ville være dybt umoralsk at tvinge dem gennem en arbejdsskadesag, der kan vare både fem og seks år. Jeg forventer massiv støtte til ofrene fra Danisco, der har ansvaret for deres tidligere medarbejderes ødelagte liv. De burde også betale erstatning til de efterladte, siger han.
3F fører sagen
Han pointerer, at hvis det det kommer dertil, at sagen skal gennem retssystemet, så fører 3F sagerne.
- Danisco skal ikke slippe af sted med at forgifte deres medarbejdere med kviksølv mod bedre vidende. Danisco har ansvaret, og jeg håber ikke, de vil være bekendt at trække syge ældre mennesker gennem en langvarig retssag. Det vil også være hinsides enhver moral, siger Poul Erik Skov Christensen.
Daniscos direktør Martin Kirsten Madsen har blandt andet undskyldt sig med, at skandalen fandt sted i en anden tid, men det argument bider ikke på 3F’s formand.
- Ledelsen var fuldt ud klar over, hvor farligt kviksølv er, men fortiede det, og det er jo dybt forstemmende. Og selv om det er en sag, der går 30-40 år tilbage, er følgerne i høj grad nutid for de ofre, der i dag kæmper med sygdom og har gjort det i mange år uden at få erstatning, siger Poul Erik Skov Christensen.
Myndigheder skal støtte
Han er meget tilfreds med, at et flertal i Folketinget lynhurtigt har krævet en kulegravning af kviksølvskandalen efter Fagbladet 3F’s afsløring tidligere på ugen.
Han understreger, at han også forventer 100 procent støtte fra myndighederne, der også bærer et ansvar.
- Lægernes skarpe advarsler om det livsfarlige arbejdsmiljø på Grindstedværket til de overordnede myndigheder bliver overhørt gang på gang, og vi må også have klarlagt myndighedernes rolle i denne tragiske sag, siger han.