Danisco kan vente 50 sager fra Grindstedofre

80 ofre og efterladte i Grindstedsagen var samlet onsdag for at få svar på spørgsmål og fortælle deres historie. Op imod 50 er klar til at køre en sag mod Danisco.

- Forbrydelsen i den her sag har været, at man har vidst, at de arbejdede med skadelige stoffer uden at fortælle det til medarbejderne, sagde Poul Erik Skov Christensen.  (Foto: Palle Peter Skov)- Forbrydelsen i den her sag har været, at man har vidst, at de arbejdede med skadelige stoffer uden at fortælle det til medarbejderne, sagde Poul Erik Skov Christensen. (Foto: Palle Peter Skov)

Mere end 80 ofre for kviksølvforgiftning og pårørende deltog onsdag i et møde for berørte i Grindstedsagen.

- Det har været fantastisk at opleve, hvordan folk har været parate til at åbne sig op og fortælle deres historie. Vi arbejder på at rejse krav for ofrene i sagen, og derfor har vi i 3F sat tilstrækkelige resurser af, så vi kan løse sagen hurtigt, sagde Poul Erik Skov Christensen, forbundsformand i 3F, efter mødet.

3F´s socialrådgivere og jurister brugte mødet til at indsamle oplysninger og anmeldelser om arbejdsskader fra deltagerne. Det sker for, at 3F kan føre sagerne for ofrene på to fronter: i arbejdsskadestyrelsen og undersøge, om Danisco som ansvarlig arbejdsgiver kan dømmes til at betale erstatning til ofrene og deres efterladte.

På mødet svarede 3F's forbundsformand, jurist på sagen, Jena Juul Holm, og arbejdsmediciner Jesper Bælum på spørgsmål fra de ofre for kviksølvforgiftning, som i mange år er blevet holdt i uvidenhed om deres livsfarlige arbejdsmijø.

- Forbrydelsen i den her sag har været, at man har vist, at de arbejdede med skadelige stoffer uden at fortælle det til medarbejderne, siger Poul Erik Skov Christensen.

Tryghed til ofrene

Pressen var onsdag mødt talstærkt op, men selve mødet blev holdt lukket for at sikre, at deltagerne frit kunne fortælle deres historie.

- Det var et rigtigt godt møde, og der var god stemning. Deltagerne havde nogle gode spørgsmål, som vi får mange af i vores afdeling, efter sagen er kommet frem, fortæller formand for 3F-Billund Brian Havdal Lyst.

- De fortalte, hvor de har arbejdet, og hvordan det har påvirket deres helbred. Det var godt for folk at komme i dag. Jeg tror, at mange af dem nu har fået mere tryghed, siger Brian Havdal Lyst.

Blev syg efter syv års arbejde på Grinstedværket

74-årige Per Svensson er en af de mange ofre for kviksølvforgiftning fra Grindstedværket, der onsdag var taget til informationsmøde i Billund. I syv år arbejdede han som elektriker på Grindstedværket, indtil han blev syg, men først nu ved han, hvad han blev syg af.

- Ingen sagde til os, at det var farligt at arbejde med. Vi havde intet beskyttelse på. Jeg synes, det var spændende at arbejde med. Jeg løste de problemer, der opstod, når anlægget gik i stykker, siger Per Svensson.

Han arbejdede i kviksølvdampe dagligt, og ofte løb kviksølven i store pytter langs jorden og over hans og kollegaernes fødder. Når vandrørene blev stoppede af kviksølv, var det Per Svenssons opgave at hente det op fra afløbene og bære det væk i spande.

- Jeg blev syg som 31-årig og kunne ikke holde til at arbejde der mere. Jeg havde ingen kræfter til sidst og blev ligesom ligeglad med det hele. Jeg har været syg lige siden. Jeg har ikke kunne huske noget, og jeg mistede koncentrationen og meget af følelsen i kroppen, fortæller Per Svensson.

Han fik anerkendt sin arbejdssygdom dengang, men blev afvist erstatning hele vejen op igennem systemet helt til Ombudsmanden. Men nu, da det er tydeligt, hvad han er blevet skadet af, så håber han, at han endelig kan få erstatning for et ødelagt arbejdsliv.