3F truer med at stævne Danisco
3F har nu taget det første skridt hen mod en retssag mod Danisco. Ofrene i Grindsted-sagen fortjener erstatning, siger 3F's formand.
- Hvis Daniscos ledelse vil gøre sig håb om at genvinde bare lidt respekt, så må de komme til lommerne og betale erstatning til ofrene, siger forbundsformand Poul Erik Skov Christensen om baggrunden for, at 3F nu har taget første skridt til en retssag mod Danisco. Hvis ikke Danisco af egen fri vilje betaler erstatning til de ofrene for kviksølvskandalen på Grindstedværket og deres efterladte, så vil 3F slæbe Danisco i retten.
Sådan lyder budskabet i et brev til Daniscos ledelse, som 3F's advokat Jena Juul Holm i går sendte af sted.
Brevet er første skridt hen mod en stævning af Danisco.
- 3F er af den opfattelse, at Danisco A/S er erstatningsansvarlig for de skader, der er overgået vores medlemmer, og det er vores hensigt at rejse disse erstatningskrav over for Dem, skriver 3F's advokat.
3F er ved at indsamle oplysninger om alle ofrene til et erstatningskrav, og derfor beder 3F's advokat Danisco om at svare på, om de frivilligt vil suspendere forældelsesfristen på 20 år.
- Jeg skal samtidig tilkendegive, at såfremt der ikke kan indgås en aftale om suspension af eventuelle forældelsesfrister, ser jeg mig nødsaget til snarest muligt at udtage stævning mod dem, fastslår Jena Juul Holm.
Vil ikke kommentere brevet
Ifølge Daniscos pressekontor har firmaet modtaget brevet og sendt det til deres advokater. Men Danisco vil ikke kommentere brevet.
Daniscos direktør Martin Kirstein Madsen har tidligere udtalt til Nyhedsbrevet 3F:
- Jeg kan ikke forestille mig, at vi som virksomhed vil gå ud og sige, at de ansatte ikke blev påvirket af kviksølv, og dermed kan jeg jo heller ikke forstille mig, at tidligere ansatte skal slæbes gennem en retssag for at få erstatning.
Nu skal der penge på bordet
Grinstedsagen er den værste i sin tid som forbundsformand, siger 3F's Poul Erik Skov Christensen.
- Hvis Daniscos ledelse vil gøre sig håb om at genvinde bare lidt respekt, så må de komme til lommerne og betale erstatning til ofrene, siger forbundsformand Poul Erik Skov Christensen.
- Det er noget forfærdeligt svineri, og jeg er dybt rystet over den kynisme, der fik den daværende ledelse til at fortie målinger af tårnhøjt indhold af kviksølv i blod og urin hos de ansatte, selv om de var helt klar over, hvilken alvorlig fare de bragte dem i. Nu skal der erstatning på bordet, der modsvarer ødelagte helbred og liv, siger 3F's formand.