Hjort vil til bunds i kviksølvskandalen
Beskæftigelsesministeren har bedt Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen om en redegørelse. Vi skal til bunds i sagen hurtigst muligt, siger han.
- Det er en forfærdelig sag, som jeg tager meget alvorligt. Jeg har bedt Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen om en grundig redegørelse af sagen. Alt, hvad der er mulighed for at få frem, skal frem, siger beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen. (Arkivfoto) Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) er dybt forfærdet over afsløringen af de kviksølvforgiftede medarbejdere på det Danisco-ejede Grindstedværket, som Fagbladet 3F bragte i fredags.
- Det er en forfærdelig sag, som jeg tager meget alvorligt. Jeg har bedt Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen om en grundig redegørelse af sagen. Alt hvad der er mulighed for at få frem, skal frem. Og når redegørelsen er færdig, vil jeg invitere de politiske partier til en drøftelse af denne tragiske sag, lyder det fra beskæftigelsesministeren til Nyhedsbrevet 3F.
Åbner for ændringer
Det er kun ministeren, der, sammen med direktøren i Arbejdstilsynet, kan lukke en livsfarlig afdeling eller virksomhed. Men Claus Hjort Frederiksen er parat til se på eventuelle ændringer i sagsgangene og reglerne, når en virksomhed eller afdeling skal lukkes.
- Hvis redegørelsen viser, at der skal ske ændringer, så vil jeg straks tage initiativ til at få det gjort. Men om der skal nedsættes en uafhængig kommission, der skal undersøge virksomhederne, må afvente af redegørelsen samt drøftelserne i Folketinget, lyder det fra beskæftigelsesministeren.
Aldrig selv lukket virksomhed
Selvom ministeren i sidste ende skal inddrages ved en lukning, så er han ikke i tvivl om, at det er Arbejdstilsynet, der har kompetencen til at stoppe arbejdet på en virksomhed, hvis de ansatte er i overhængende fare.
Men øjensynligt må de danske firmaer være ganske pæne og arbejdsmiljøvenlige. Ministeren oplyser nemlig til Nyhedsbrevet 3F, at han ikke selv i sin ministertid har oplevet situationer, hvor det har været på tale at lukke en virksomhed.