Grindsted-ansatte holdt i uvidenhed

Fabrikslægen på Grindstedværket orienterede ledelsen om kviksølvmålinger i blod og urin, men de ansatte fik intet at vide om de stærkt overskredne grænseværdier.

Daværende fabrikslæge Kristian Bruun Hjøllund: Kviksølv er kendt for at kunne skade nervesystemet. Men ingeniørerne svigtede. De var for eksempel ikke opmærksomme på, at der forsvandt 10 ton kviksølv. Det var et utilgiveligt svigt.  ((Polfoto))Daværende fabrikslæge Kristian Bruun Hjøllund: Kviksølv er kendt for at kunne skade nervesystemet. Men ingeniørerne svigtede. De var for eksempel ikke opmærksomme på, at der forsvandt 10 ton kviksølv. Det var et utilgiveligt svigt. ((Polfoto))

Trods kviksølvmålinger i blod og urin langt over de tilladte grænseværdier for ansatte i kviksølvafdelingen, blev de holdt i uvidenhed.

Daværende fabrikslæge på Grindstedværket Kristian Bruun Hjøllund, der samtidig var embedslæge i Varde, forklarer i dag, at når blod- og urinprøverne kom retur fra laboratoriet, fik ledelsen resultaterne.

- Det var jo ledelsen, der betalte regningen. Arbejdstilsynet fik også resultaterne, og så fik jeg dem selvfølgelig som embedslæge, forklarer han.

Hvad med de ansatte, som prøverne blev taget på. Fik de resultaterne at vide?

- Det var der ingen, der spekulerede på. De ansatte havde jo ikke nogen baggrund for at vurdere resultaterne, så de måtte stole på at virksomheden. Fabriksslægen og Arbejdstilsynet var opmærksomme på kviksølvværdierne, siger han.

Forhutlede husmænd

Han pointerer, at han var lettet, da kviksølvafdelingen i 1979 flyttede til Grenå.

- Det var en problematisk afdeling, og alle vidste, hvor farligt kviksølv er. Kviksølv er kendt for at kunne skade nervesystemet. Men ingeniørerne svigtede. De var for eksempel ikke opmærksomme på, at der forsvandt 10 ton kviksølv. Det var et utilgiveligt svigt, siger Kristian Bruun Hjøllund.

Set i lyset af de høje kviksølvmålinger i en lang årrække, ansatte, der blev syge, og lægerne, der prøvede at få kviksølvafdelingen lukket, skulle du så have handlet anderledes?

- Jeg var tryg ved virksomheden, og virksomheden var god for de ansatte. Husk på, at arbejderne i stor udstrækning var nogle forhutlede, forslidte husmænd i 40-50-års-alderen. At få chancen for at komme ind på Grindstedværket og dandere den var for dem et stort fremskridt, og de var ikke kritiske over for arbejdsmiljøet, siger Kristian Bruun Hjøllund.

Han oplyser, at mange på et tidspunkt måtte på førtidspension.

- Men det kunne være vanskeligt at sige, hvad der skyldtes Grindstedværket. Jeg tror, det var begrænset, for der skete ofte det, at når folk ikke kunne tåle arbejdet mere, så holdt de op, forklarer han.