Politisk krav om kulegravning af kviksølvskandale
Både kviksølvskandalen og den omfattende forurening efter Grindstedværket skal kulegraves efter Nyhedsbrevet 3F's afsløring af Danmarks største kviksølvskandale.
Et politisk flertal vil have kulegravet forholdene på Grindstedværket efter Nyhedsbrevet 3F's afsløringer. (Foto: Joachim Rode) Kulegravningen er et krav fra et bredt flertal i Folketinget i kølvandet på Nyhedsbrevet 3F's afsløring af, at både virksomheden og myndighederne kendte til de alt for høje mængder kviksølv i blodet på en række medarbejdere. Det skriver Jydske Vestkysten.
- Det er, som om man hele tiden skubber sagen foran sig, så man hverken får klarlagt, hvad der er sket omkring påvirkningen af mennesker, eller hvad er der sket i hele sagen om, hvad der ligger i jorden, siger Venstres miljøordfører Eyvind Vesselbo (V).
Derfor vil han bede miljøminister Troels Lund Poulsen (V) om en redegørelse i sagen.
Det samme vil Jørn Dohrmann (DF). Formålet er at afdække, hvem der har ansvaret for hemmeligholdelsen af de høje mængder kviksølv i blodet på medarbejderne.
- Det er vi nødt til at have undersøgt, kulegravet og penslet ud, for på den måde kan vi komme videre med sagen, siger Jørn Dohrmann.
Flosset i kanten
Også Socialdemokraterne og SF bakker op om kravet om en redegørelse for hele sagen omkring Grindstedværket.
- Det er vigtigt både for at undgå, at sådan noget gentager sig, og fordi der kan være nogle mennesker, der skal have erstatning, siger Ida Auken (SF).
Johs. Poulsen (R) har stillet en lang række spørgsmål til forskellige ministre om sagen, men har haft svært ved at få fyldestgørende svar.
- Hver eneste gang glider man uden om hele ansvarsspørgsmålet, og for mig tegner der sig et klart billede af en virksomhed, som i hvert fald var meget flosset i kanten. Både hvad angår deres tilgang til det ydre miljø og også deres tilgang til arbejdsmiljø, siger han.