Hjerneskadet af Grindstedværket
Havde Kurt og Rasmus kendt sandheden om konsekvenserne af deres arbejde i kemikaliehelvedet på Grindstedværket, var de aldrig trådt ind af porten.
Kurt Christensen(th) og Rasmus Hansen har begge fået deres heldbred ødelagt efter arbejdet på Grindstedværket. (Foto: Joachim Rode)
- Vi vidste ikke, hvor farligt det lort, vi stod med hænderne i, i virkeligheden var. Vi blev ikke advaret af ledelsen, siger Kurt, der bor i Vorbasse.
Han kom på pension i 1990 som 38-årig efter 14 års arbejde med ekstremt giftige kemikalier som blåsyre og brom.
Rasmus holdt i 18 år, så var han færdig som 60-årig, efter at det var gået ned ad bakke med helbredet. I dag er han ikke i tvivl om, at hans hjerneskade, der blev værre og værre, skyldes kemikalier og opløsningsmidler.
De er dybt rystede over Fagbladet 3F's dokumenter, der blandt andet viser kviksølvmålinger i urinprøver langt over grænseværdierne.
- Det har vi ikke hørt en lyd om før. Ufatteligt, at kviksølvanlægget ikke blev lukket ned, siger Kurt, der kæmper med et eksplosivt temperament og angst for socialt samvær efter hjerneskaden.
Kviksølvstøv i lungerne
Rasmus fortæller, hvordan de i to-tre uger rengjorde kviksølvtanke - uden åndedrætsværn.
- De glinsede af kviksølv indvendig, forklarer han langsomt. Hjerneskaden har gjort ham "tung i opfattelsen", som han siger.
De blev gennet ned i tankene gennem et mandehul for at rengøre dem for kviksølvrester, da den farlige produktion blev brækket ned og senere flyttet til Grenå i 1979.
- Vi gik i kviksølvtankene uden åndedrætsværn og smed sand på. Vi fejede i en sky af støv og kviksølvrester.
Det fremgår af sagsakterne, at Arbejdstilsynet advarede ledelsen om forsigtighed ved nedbrydning af kviksølvafdelingen:
"Bygningerne skal kondemneres under iagttagelse af den fornødne respekt for risikoen for akutte kviksølvforgiftninger hos nedbrydningspersonalet", står der i skrivelsen fra 14. juli 1977.
- Vi blev ikke advaret før arbejdet eller fik taget blod- eller urinprøver bagefter. Vi hørte intet fra ledelsen, siger Rasmus.
Brusebad i svovlsyre
Kurt har prøvet at få brusebad af opløsningsmidler og svovlsyre.
- Jamen, jeg blev gennemblødt, når tanke løb over, og svovlsyren sved. Vi skulle i bad straks, fortæller han, og husker, hvordan kollegaer brækkede sig, når de havde fået for meget kemikaliedamp i lungerne.
- Opløsningsmiddeldampe kunne stå ud af utætheder i rør, så der blev helt tåget ude i fabrikken. Vi vidste jo godt, at det ikke var sundt, men vi blev aldrig advaret om, hvor farlige kemikalierne i virkeligheden var.
Kurt så aldrig fabrikslægen, men blev sygemeldt af sin egen læge og kom aldrig i job igen.
- Jeg var sgu glad for at være der. Gode kolleger, og så havde vi det frit - bare det kørte. Men var jeg da bare aldrig trådt ind ad porten, siger 56-årige Kurt, der var sund og rask - før Grindstedværket.
Ingen magt
De var alene i kemikaliehelvedet, for ifølge Rasmus var der ingen hjælp at hente - heller ikke hos deres sikkerhedsrepræsentant.
- De havde ingen magt, blev ikke spurgt om noget som helst og fik intet at vide af ledelsen, siger han.
Det bekræfter tidligere fællestillidsrepræsentant 88-årige Peter Kristian Hansen, der var på Grindstedværket fra 1955 til 1980. Han var tillidsrepræsentant fra 1970-1978 og fællestillidsrepræsentant i 1979 og 1980.
- Tillidsrepræsentanterne blev ikke orienteret, og så fik folk på fabriksgulvet jo heller ikke noget at vide. De vidste fandeme da ikke, hvilke stoffer de stod med hænderne i, siger Peter Kristian Hansen.
Nej til erstatning
Kurt Christensen og Rasmus Hansen har fået afslag på arbejdsskadeerstatning for varig hjerneskade forårsaget af giftige dampe fra opløsningsmidler i henholdsvis 1992 og 1993.