Så sin kviksølvmåling 38 år for sent
Tidligere ansat i kviksølvafdelingen raser over monstrøs kviksølvmåling: Grindstedværket har fyldt os med løgn.
Her er resultatet af den måling som Erik Jørgensen fik foretaget i 1970. I går så han den for første gang. Den tilladte grænse er på 100 mg. Tidligere ansat i B2 - kviksølvafdelingen - på Grindstedværket Erik Jørgensen var chokeret og rasende, da han i går fandt ud af, at ledelsen på Grindstedværket i 38 år har hemmeligholdt resultatet af målinger af kviksølvindholdet i hans urin, der er langt over grænseværdien.
- Det her er et chok for mig. Det er noget forbandet svineri. Ledelsen på Grindstedværket har fyldt os med løgn, og jeg er aldrig nogensinde blevet oplyst om resultaterne af mine kviksølvmålinger, siger Erik Jørgensen fra Grindsted.
Jeg bliver bekymret
Han bliver ked af det, da Nyhedsbrevet 3F oplyser ham kviksølvtallet. Han ringede, fordi han – med god grund - frygtede at stå på den anonymiserede liste over kviksølvforgiftede, som Fagbladet 3F har bragt.
Dokumenterne viser, at han 9. februar 1970 fik målt et kviksølvindhold på 550 mikrogram kviksølv pr. liter urin – mere end fem gange den højst tilladte grænseværdi dengang.
- Jeg bliver meget bekymret. Hvilke konsekvenser får det for mit helbred? spørger han og pointerer, at han i dag har problemer med hukommelsen.
Vi er blevet røvrendt
Han understreger, at hvis Grindstedværkets ledelse havde oplyst ham om resultatet af hans blodprøve for 38 år siden, havde han haft muligheden for at skifte arbejde til en afdeling helt uden kviksølv.
- En ting er sikkert. Vi er blevet røvrendt, og nu skal det hele frem. Nu må Danisco stå ved deres ansvar og se at få givet erstatning, og det skal være nu. De må fandeme betale det ud af deres egen lomme. Hvis vi skal slås med arbejdsskadestyrelsen, er vi døde inden, siger 68-årige Erik Jørgensen.