Grindsted-ansatte fik intet at vide

Tidligere fabrikssygeplejerske og ansatte afviser blankt påstand om en opslagstavle på Grindstedværket med resultater af kviksølvmålinger på ansatte.

Tidligere fabrikssygeplejerske på Grindstedværket afviser blankt, at resultaterne af kviksølvmålinger blev hængt op på en opslagstavle. (Foto: DR)Tidligere fabrikssygeplejerske på Grindstedværket afviser blankt, at resultaterne af kviksølvmålinger blev hængt op på en opslagstavle. (Foto: DR)

Efter påstande i Jydske Vestkysten om, at der skulle have hængt en opslagstavle på Grindstedværket med oplysninger om resultaterne af kviksølvmålinger i blod og urin på de ansatte, er der opstået choktilstande blandt de tidligere ansatte på Grindstedværket.

Selv tidligere fabrikssygeplejerske Hanne Landstrøm afviser, at målingerne nogensinde har været offentlige.

- Det er utænkeligt, at så personlige oplysninger skulle være blevet hængt til offentligt skue, erklærer den tidligere fabrikssygeplejerske over for Nyhedsbrevet 3F.

Har du på noget tidspunkt set en opslagstavle med resultater af kviksølvmålinger i urin og blod på de ansatte på Grindstedværket?

- Nej, det har jeg aldrig set. Havde der været en, ville jeg kunne huske den. Det ville da også være næsten lige så etisk forkert at smække folk op på en opslagstavle til fuldt skue som at hemmeligholde tal, siger Hanne Landstrøm.

Har aldrig været slået op

Også tidligere ansat i kviksølvafdelingen Erik Jørgensen, Grindsted, afviser al snak om opslagstavle og måleresultater.

- Jeg har først i går – 38 år efter min urinprøve blev taget – fået oplyst kviksølvindholdet af Fagbladet 3F, som har de gamle dokumenter. Jeg er dybt chokeret over at have et kviksølvindhold fem gange grænseværdien. Jeg har aldrig set en opslagstavle med måleresultater. De har ikke været slået op nogen steder, for så havde jeg jo set mine høje tal, siger Erik Jørgensen, der arbejdede 35 år på Grindstedværket.

Det bekræftes af en række af de tidligere ansatte, der i mange år har været syge efter deres arbejde på Grindstedværket. De ryster på hovedet over påstanden om, at de har fået besked.

Det gælder Børge Hansen, Kurt Christensen og Rasmus Hansen, der tværtimod er kede af, at de aldrig har fået oplyst måleresultater eller fået fortalt, hvor farligt kviksølv er.

- Havde jeg vidst det, var jeg ikke forsat i jobbet, siger Rasmus Hansen.

Fagbladet 3F har efter længerevarende tovtrækkeri fået aktindsigt i målinger og dokumenter, der afslører en massiv hemmeligholdelse af kviksølvmålingerne over for de tidligere ansatte på Grindstedværket i 1960'erne og 1970'erne.