Bøde og vred smiley til storvognmand
Arbejdstilsynet har bedt politiet tildele storvognmand Kim Johansen 10.000 kroner i bøde for brud på arbejdsmiljøreglerne. Dertil kommer flere påbud og en vred rød smiley.
Arbejdstilsynet har bedt politiet tildele storvognmand Kim Johansen 10.000 kroner i bøde for brud på arbejdsmiljøreglerne. Dertil kommer flere påbud og en vred rød smiley. (Foto: Ulrik Bang) Problemer og afsløringer af ulovligheder hagler ned over storvognmanden Kim Johansen fra Greve.
Seneste skud på stammen er en politianmeldelse fra Arbejdstilsynet med krav om bøde på 10.000 kroner for brud på arbejdsmiljøreglerne samt en række påbud om at rette op på en række andre overtrædelser af miljø- og sikkerhedsregler.
Det oplyser kredsfuldmægtig i Arbejdstilsynet Erik Pohl.
Politianmeldelsen med krav om bøde på 10.000 kroner skyldes, at den skandaleombruste vognmand ikke har sørget for såkaldte arbejdspladsvurderinger i samarbejde med sine godt 200 ansatte. Det fik vognmanden ellers påbud fra Arbejdstilsynet om at gøre allerede i 2004.
Sammen med bøden og påbuddene kan man se en arrig rød smiley ud for firmanavnet Kim Johansen International A/S på Arbejdstilsynets hjemmeside. Der findes blot 166 andre danske virksomheder med så stort rod i arbejdsmiljøet, at en rød smiley er blevet tildelt.
Bøden og påbuddene til Kim Johansen falder oven i de mange sager om ulovlig brug af estiske chauffører på lavtlønskontrakter til illegal godskørsel, politianmeldelser og indkvartering af udenlandske chauffører i en barakby bag en rasteplads.
3F ikke overrasket
I 3F's Transportgruppe er der ikke den store overraskelse over Arbejdstilsynets reaktion på arbejdsmiljøforholdene hos Kim Johansen.
- Det var hvad man kunne frygte og forvente. Man kan undre sig over, at Kim Johansen for få år siden fik en flot pris af sine kolleger i branchen. Men det er godt, at Arbejdstilsynet nu også sætter en slags pris på vognmandens måde at opføre sig på, siger Jørgen Aarestrup Jensen, der er forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe
Han kalder samtidig bøden til Kim Johansen endnu et stort vink med en vognstang til selskabets kunder, der blandt andet tæller det svenske postvæsen og SAS Cargo.
- Grænsen må snart være nået for, hvad de to statsejede selskaber vil stå model til. Der er åbenbart ingen grænser for, hvor mange brud på regler og lovgivning vi skal se. Kim Johansen tror tilsyneladende, at han skal efterleve estisk lovgiving, selv om han påstår at drive et dansk selskab, siger Jørgen Aarestrup Jensen.