Estiske chauffører indkvarteres ulovligt
Vognmand Kim Johansen har langt over 100 estiske chauffører boende ulovligt i otte skurvogne på sin erhvervsgrund ved Greve. 3F anmelder ham nu til politiet.
Et par af de stablede skurvogne på Kim Johansens erhvervsgrund i Greve, hvor op mod 100 estiske chauffører på skift har overnattet de seneste 20 måneder, når de har fragtet gods for den danske vognmand. I foreløbig fem tilfælde er Kim Johansen meldt for at benytte ulovlig arbejdskraft. (Foto: Ulrik Bang) Når en stor del af vognmand Kim Johansens over hundrede udenlandske chauffører ikke kører illegalt på de danske landeveje, lever de ulovligt i skurvogne på erhvervsgrunden ved Greve.
Kim Johansen har på intet tidspunkt søgt om tilladelse til at benytte sine otte blå mandskabscontainere på vognmandsvirksomhedens adresse, Geminivej 10 i Greve, som beboelse.
Dermed strider skurvognenes brug imod kommunens regler for byplanlægning, bekræfter chefen hos teknisk forvaltning i Greve Kommune, som har sendt en byggesagsbehandler på kontrolbesøg på baggrund af Nyhedsbrevet 3Fs nye afsløringer:
- Vi har været ude på virksomheden i dag (i går red.) og konstateret, at der er forhold, som der straks skal rettes op på. Det er ikke lovligt at sætte skurvogne op til beboelse uden at ansøge kommunen, og vi har ikke modtaget nogen ansøgning fra vognmanden. Derfor har vi krævet en ansøgning i løbet af 14 dage, siger afdelingschefen i teknisk forvaltning hos Greve Kommune, Jesper Brandt.
Uhumske skurvogne
Kim Johansens otte blå containere i to etager er klemt ind bagest på virksomhedens grund ved Greve. Skurvognene betegnes som uhumske af flere af hans nuværende og tidligere chauffører.
- Det er mandskabscontainere med en seng, en lampe og en stol. Der er ingen toiletter og ingen vask. Jeg vil ikke lægge mig til at sove i dem. Jeg har snakket med mange af de ansatte fra Skandinavien, og de vil heller ikke sove dér. Hvis Arbejdstilsynet kom forbi, tror jeg, de ville lukke det, siger en af Kim Johansens tilbageværende danske chauffører, som ønsker at være anonym.
Meldt til Arbejdstilsynet
Kim Johansen blev faktisk meldt til Arbejdstilsynet af et par af sine ansatte lige efter, containerne blev sat op i maj 2004.
Anmeldelsen gik på, at hans estiske chauffører var nødt til at sove i lastbiler eller containere, og at der kun var et enkelt opholdsrum med tre borde samt ét toilet til langt over 100 mandlige og kvindelige chauffører.
Der var heller ikke lavet en vurdering af arbejdspladsens fysiske og psykiske arbejdsmiljø, fortæller den ene af de anonyme anmeldere til Nyhedsbrevet 3F.
Men anmelderne fik ingen tilbagemelding fra Arbejdstilsynet på dets efterfølgende virksomhedsbesøg hos Kim Johansen.
Ingen ledige senge
De fleste af vognmandens udenlandske chauffører har intet andet sted at sove end i skurvognenes senge – når de altså overhovedet kan finde en ledig madras. Det er ofte ganske svært – især i weekenden, fortæller chaufførerne.
- Mens jeg ventede på en seng, var jeg nødt til at bruge tiden på at spise eller gå i supermarkedet. Så hvis jeg var i Greve i ti timer, kunne jeg måske sove i seks, inden jeg skulle køre igen, forklarer estiske Aivar Sormus, som tidligere har arbejdet for Kim Johansen i knap et år i Danmark.
Vognmanden: Ingen holdbar løsning
Kim Johansen indrømmer, at han slet ikke har senge nok til sine an-satte.
- Ja, vi har ikke værelser nok i Greve. Og en skurvogn er jo ikke en holdbar løsning, det er kun en midlertidig løsning, ligesom man gør på en byggeplads. Selvfølgelig vil vi udvide dem. Jeg vil ikke sætte en tidstermin på, men det har vi selvfølgelig en plan på, siger Kim Johansen, der ikke vil oplyse, hvor mange senge han har i de otte blå containere.
Vognmanden ønsker heller ikke at oplyse, hvornår den midlertidige løsning med skurvogne startede. Men han fortæller dog, at det er efter maj 2004, hvor han hentede sine første estere til Greve fra datterselskabet ADDO i Tallinn.
3F anmelder vognmanden til politiet
Afsløringen af de usle arbejdsforhold for Kim Johansens chauffører i containerbyen ved Greve får nu den lokale 3F-afdeling til at melde vognmanden til politiet. Det sker for brud på lokalplanen.
- Chaufførerne skal ikke leve under så kummerlige forhold, når de arbejder her i landet. De skal derimod have mulighed for at sove ordentligt, da de ellers er livsfarlige for alle på de danske landeveje, siger formand for 3F Køge Bugt, Mads Andersen.
Grafik over Kim Johansens vognmandsfirmaer.
Grafik over Kim Johansens vognmandsfirmaer.