Færdselsstyrelsen mangler lov mod illegale
Færdselsstyrelsen kan ikke tage køretilladelser fra danske vognmænd, selvom de bryder loven ved at bruge illegale chauffører. 3F vil have reglerne lavet om.
Der skal en lovændring til, før Færdselsstyrelsen kan fratage vognmænd deres køretilladelser, når de bruger illegal arbejdskraft.
Det kommer blandt andet vognmand Kim Johansen til gode. Billedet stammer fra en blokade mod nogle af vognmandens illegale chauffører i Københavns Lufthavn tidligere på måneden. (Arkivfoto: Torben Joconde) Som vognmand må du ikke skylde det offentlige 100.000 kroner, men du kan sagtens bruge illegale østeuropæiske lastbilchauffører - og beholde din tilladelse til at køre gods på de danske landeveje.
Der er grønt lys for Kim Johansen fra Greve og andre vognmænd til at fortsætte deres store brug af illegale chauffører. Færdselsstyrelsen tager nemlig ikke vognmændenes tilladelser fra dem, selv om arbejdsgiverne klart bryder udlændingeloven.
- Jeg kan godt forstå, at det ser mærkeligt ud, at nogle vognmænd bare kan fortsætte med at bruge illegale chauffører i Danmark, men godskørselsloven tager ikke højde for ulovlig arbejdskraft. Der skal en lovændring til, før vi kan tilbagekalde køretilladelserne på det grundlag, og det er en politisk beslutning, siger chefkonsulent i Færdselsstyrelsen, Lis Caspersen til Nyhedsbrevet 3F.
Store vognmænd må bryde loven
Chefkonsulenten oplyser i øvrigt, at en stor vognmand som Kim Johansen kan begå langt flere brud på godskørselsloven, før han mister sine 220 køretilladelser end en lille vognmand med blot ti tilladelser.
- En stor vognmand kan tillade sig mere end en lille vognmand - vi tager virksomhedernes størrelse i betragtning. Der skal et stort antal overtrædelser til, før en vognmandsvirksomhed af Kim Johansens størrelse med over 200 tilladelser kan miste sine køretilladelser. Og vi kan ikke tilbagekalde dem på baggrund af det nuværende antal indberetninger fra politiet, siger Lis Caspersen, som ikke vil oplyse, hvor mange indberetninger Færdselsstyrelsen har på vognmanden fra Greve.
3F: Myndighederne må gribe ind
3F mener, at myndighederne må gribe ind og sætte en stopper for Kim Johansen og andre vognmænd, som benytter underbetalte, illegale chauffører fra Østeuropa.
- Det er ikke godt nok, når beskæftigelsesministeren siger, at man vil stramme op, og at vognmændene alligevel så bare kan bruge løs af illegale chauffører. Som for alle andre bør det få konsekvenser, når danske vognmænd bryder lovgivningen, siger forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe, Jørgen Aarestrup Jensen.
3F vil nu have problemet med illegale chauffører taget op i Vejtransportrådet med henblik på at få lavet reglerne om.
Storforbruger af illegale chauffører
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) lovede 22. februar på et samrådsmøde i Arbejdsmarkedsudvalget, at de danske myndigheder fremover skal skride langt hurtigere ind over for vognmænd, der benytter illegal arbejdskraft.
Det var Henrik Sass Larsen, næstformand i den socialdemokratiske folketingsgruppe, som havde kaldt beskæftigelsesministeren i samråd på baggrund af Fagbladet 3F's afsløringer af blandt andet Kim Johansens massive brug af illegale chauffører.
Siden juni sidste år er syv af vognmandens estiske chauffører blevet taget, men Udlændingestyrelsen har endnu kun udtalt sig i en af sagerne. Styrelsen har vurderet, at arbejdet var ulovligt, men alligevel har landets myndigheder ikke stoppet vognmandens fortsatte brug af illegal arbejdskraft.