Danske chauffører kører efter estiske regler
Vognmand Kim Johansen fra Greve har sat flere af sine chauffører til at køre efter estisk lovgivning. 3F advarer om, at de meget vel kan være dårligere forsikret.
3F opfordrer sine medlemmer hos vognmand Kim Johansen til at kræve klar dokumentation for, hvad det indebærer retsligt og forsikringsmæssigt, før de sætter sig bag rettet på en estisk indregistreret lastbil. (Foto: Ulrik Bang) Kommer man i fængsel, hvis ens lastbil rammer en cyklist i et højresving? Og kan man overhovedet regne med en erstatning, hvis man får en arbejdsskade i trafikken?
Der hersker udbredt usikkerhed blandt de danske og svenske chauffører, som netop har fået sat estiske nummerplader på deres lastbiler hos vognmand Kim Johansen. Men sikkert er det, at de skandinaviske chauffører nu kører efter estisk lovgivning.
Det bekræfter både 3F, Arbejdsgiverorganisationen for Transport og Logistik, ATL, samt Færdselsstyrelsen:
- Der er ingen tvivl om, at chaufførerne kører efter estiske regler, når de kører i lastbiler med estiske nummerplader og køretilladelser, siger chefkonsulent i Færdselsstyrelsen, Lis Caspersen.
Vognmanden oplyser ikke om estiske regler
bbIfølge Nyhedsbrevet 3F's oplysninger satte Kim Johansen de første estiske nummerplader så sine lastbiler kort før jul. Og mindst to af hans danske chauffører kører nu ikke længere efter danske, men estiske regler.
Dertil kommer et ukendt antal svenskere. Heriblandt den chauffør, som Nyhedsbrevet 3F's udsendte traf i Københavns Lufthavn natten til lørdag 11. februar, hvor Kim Johansen atter blev afsløret i at bruge illegal arbejdskraft fra Estland.
Den svenske chauffør aner ikke, hvilke konsekvenser det har, at han nu kører i en lastbil indregistreret i Estland:
- Jeg har kørt på estiske plader i en uge nu. Jeg har ikke fået at vide, at det skulle have nogen betydning, men jeg vil tage fat i Kim Johansen på baggrund af dine oplysninger, siger den svenske chauffør til Nyhedsbrevet 3F.
Ingen kender konsekvenserne
Heller ikke hos ATL, Færdselsstyrelsen eller 3F ved man, hvordan vognmandens chauffører på estiske nummerplader nu er forsikret.
Derfor opfordrer 3F sine medlemmer til at kræve klar dokumentation, som er skrevet på dansk, fra Kim Johansen, før de sætter sig bag rettet på en estisk indregistreret lastbil.
- Det kan være en yderst farlig situation, man bringer sig selv i som chauffør, hvis man kører i lastbiler på udenlandske køretilladelser. Derfor bør man altid sikre sig, at man ikke er dårligere forsikret end i en bil på danske plader, siger forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe, Leif Rasmussen og fortsætter:
- Vi vil have ordnede forhold for chaufførerne hos Kim Johansen og beder derfor de ansatte om at henvende sig til 3F, hvis de kender til virksomhedens ulovligheder.
Opfordringen fra 3F gælder såvel danske som udenlandske chauffører, og anmeldelsen kan også ske anonymt.
Vognmand: Nummerpladen betyder intet
Vognmand Kim Johansen hævder, at det ikke har nogen betydning for hans danske og svenske chauffører, at de nu kører i estisk indregistrerede lastbiler.
- Det er lige meget, hvilken nummerplade de kører på - der er sgu da ingen forskel på, hvordan de er forsikrede. Vi er helt ligeglade, hvad nummerplade der er på bilen. Vi bruger den som et værktøj. Der bliver få danske nummerplader tilbage i min virksomhed, siger Kim Johansen til Nyhedsbrevet 3F.