Flere EU-penge til Zimbabwe
EU og EU-landene vil give mere støtte til den zimbabwiske befolkning næste år.
EU-landene vil trods præsident Robert Mugabe støtte befolkningen i Zimbabwe. (Arkivfoto.) Zimbabwe er velkommen til et EU-Afrika topmøde i Portugal i december
Mens EU og Afrika strides om Zimbabwes førstemand siden 1980, præsident Robert Mugabe, sender EU nu et signal til omverdenen om at øge sin bistand til Zimbabwe.
Med andre ord skal striden med Mugabe og andre fremtrædende medlemmer af hans regering ikke gå ud over en befolkning, der er udsat for sult, fattigdom, tørke, hyperinflation og sygdom.
14 EU-ambassadører har for nylig været i det sydlige Zimbabwe, hvor de har set projekter, som EU allerede støtter.
I den forbindelse lover EU-kommissionen og i øvrigt en række EU-lande nu at øge sin støtte til den forarmede befolkning. I forvejen modtog Zimbabwe i 2006 bistand fra EU for over 600 millioner kroner og yderligere ca. 1,4 milliarder kroner i bilateral støtte fra enkelte EU-lande.
Det oplyste delegationens leder Xavier Marchal ifølge IRIN, FN's humanitære nyhedsbureau, i forbindelse med besøget.
- Vi vil forpligte os til flere midler til vand og sanitære installationer, til sundhed, uddannelse, fødevarehjælp, til god regeringsførelse og støtte til af menneskerettigheder, sagde han ifølge IRIN.
Mangel på rent drikkevand
I Bulawayo, hovedbyen i det sydlige Zimbabwe, er forurenet drikkevand et kæmpeproblem, som har ført til minimum 3.000 tilfælde af diarré de seneste måneder. Selv om EU har været med til at bore 200 nye brønde alene i år, er der brug for flere brønde og for rent drikkevand.
Zimbabwe har oplevet noget nær et frit fald, siden Mugabe i 2000 begyndte sin såkaldte landreform, som har efterladt landet med akut fødevaremangel. Inflationen er på næsten 8.000 procent, og der er mangel på det mest basale.
FN vurderer, at over fire millioner indbyggere eller mere end en tredjedel af befolkningen, har brug for akut fødevarehjælp.
Landets landbrugsminister er imidlertid fuld af optimisme. Han har lige erklæret den kommende vækstsæson for "Alle landbrugssæsoners Moder". Han har lanceret et storstilet program med plantning af to millioner hektar majs. Unavngivne eksperter kalder det et fantasiprogram.