Ny chef for 3F i Sydafrika
LO-konsulent Steven Vallik får fremover ansvaret for 3F's indsats i det sydlige Afrika
Steven Vallik rykker sammen med familien teltpælene fra København til det sydlige Afrika. (Foto: Harry Nielsen.) En dagligdag med klageskrifter, processkrivelser og andre juridiske gøremål i arbejdsretssager om underbetalte polakker eller omgåelse af overenskomsten mellem Dansk Byggeri og Byggegruppen i 3F har været hverdagen for LO-konsulent Steven Vallik.
Den ny hverdag vil finde sted langt fra Arbejdsretten, LO's glasdomicil på Islands Brygge og arbejdsgiverforeningen i Vester Voldgade.
Steven Vallik er fra årsskiftet ny chef for 3F's faglige udviklingsarbejde i det sydlige Afrika og får fremover Mozambique, Lesotho, Swaziland og Zambia som sin fremtidige meget, meget store arbejdsplads. Her skal han hjælpe en række lokale fagforeninger med at blive stærkere.
Han afløser Bjarne Harder Larsen, der efter 12 år på forskellige poster i udlandet har valgt at vende hjem til Danmark.
- Det er en stor udfordring, ikke mindst fordi, der er tale om mange organisationer fordelt over flere lande, siger han.
Steven Vallik er 42 år, er gift og har tvillinger på 11 år. Han har været i LO i 10 år afbrudt i knap to år af fagligt udviklingsarbejde i Tanzania. Hele familien tager med til Maputo i Mozambique. Arbejdet i LO har været afbrudt tidligere af en kortvarig udstationering til fagligt udviklingsarbejde i Tanzania i Østafrika.
På kort besøg i Maputo
Steven Vallik var i december på en kort visit på sin ny arbejdsplads i Maputo.
- Her oplevede jeg et kontor med dygtige folk, men uden tvivl for få folk, idet usikkerhed om fremtiden har fået et par gode folk til at holde op, forklarer han.
- Jeg fik også hilst på en af partnerne, bygningsarbejderforbundet, der pudsigt nok bor i samme bygning som Arbejderministeriet, og var også på et enkelt arbejdspladsbesøg, hvor jeg oplevede afstand mellem folkene i forbundet og folkene på pladsen. Om det var tilfældigt eller ej, så er det i hvert fald vigtigt, at aflæggelse af arbejdspladsbesøg skal være en central del af kompetenceopbygningen af fagforeningerne, siger Steven Vallik.
3F samarbejder med 14 faglige organisationer i det sydlige Afrika, flest i Mozambique.
Samtidig med skiftet i det sydlige Afrika - men i øvrigt uden sammenhæng - har 3F flyttet sit internationale solidaritetsarbejde ud af forbundshuset. Det ligger nu sammen med Ulandssekretariatet, fagbevægelsens fællesorgan for internationalt, fagligt udviklingsarbejde.