Krisen i Zimbabwe skal løses uden vold
Det er op til de folkelige organisationer og fagbevægelse i Zimbabwe selv at definere strategien ud af moradset - vi skal støtte processen
Zimbabwerne skal selv lægge strategien for at komme ud af moradset, men fagbevægelse og andre organisationer ser meget gerne udenlandsk støtte til at bakke op om strategien.
Sådan er meldingerne fra fagbevægelse, kirke og græsrodsbevægelse i landet.
Det fortæller international sekretær i LO Jens Erik Ohrt efter en uformel rundbordssamtale mandag og tirsdag, som LO sammen med Mellemfolkeligt Samvirke (MS) og Folkekirkens Nødhjælp havde taget initiativ til. På mødet i Johannesburg i Sydafrika deltog godt 30 repræsentanter fra det såkaldte civilsamfund i Zimbabwe og seks af landene i det sydlige Afrika.
- Svaret er entydigt, siger også Søren Hougaard, formand for MS.
- Ingen udefra kan eller skal løse problemerne i Zimbabwe. Zimbabwerne vil selv tage definere strategien og selv tage ansvar for en vej ud af krisen. Så vil de naturligvis gerne udefra have al mulig støtte, ikke mindst økonomisk, til at føre strategien ud i livet.
Vilje til samarbejde
Begge kalder de to dages møder med fagbevægelse, kirke og ngo'ere i regionen som positivt og udbytterigt.
- Der er en stærk vilje til samarbejde mellem de enkelte organisationer. Det er helt afgørende, at organisationer trækker i samme retning, og det har hidtil nok ikke helt været tilfældet simpelthen på grund af besværlig eller helt manglende kontakt, siger Søren Hougaard.
Organisationerne kom på mødet med en række forslag til fælles initiativer til blandt andet øget pres på regeringerne i nabolande. Således er der behov for, at de folkelige organisationer mødes op til og under det møde, som regeringscheferne i den sydafrikanske samarbejdsorganisation SADC afholder i august i Zambia - ligesom der er behov for massiv påvirkning op til et planlagt topmøde sidst på året mellem EU og SADC-landene.
Solidaritet over landegrænser
Jens Erik Ohrt oplyser, at fagbevægelsen i regionen er meget opmærksom på nødvendigheden af solidaritet over landegrænserne og behovet for at bakke op om initiativerne fra den uafhængige del af den zimbabwiske fagbevægelse.
- Ønsket til dansk fagbevægelse er fortsat fokus på situationen i Zimbabwe samt støtte til initiativer som for eksempel regionale møder mellem fagforbundene i SADC-landene.
Der er fra fagbevægelse og græsrodsorganisationer i Zimbabwe et stort ønske om, at fagbevægelse og folkelige organisationer fortsætter sin støtte - både praktisk, økonomisk og gennem oplysning om situationen i landet.
- Der er også et massivt ønske om, at EU-landene fortsætter deres pres på ikke bare Sydafrika, men også de øvrige SADC-lande for ikke at vende det blinde øje til og fastholde landenes regeringer på deres ansvar. Og så er det vigtigt, at EU ikke ophæver de økonomiske sanktioner mod Mugabe og magthavereliten, siger Søren Hougaard.
Baggrunden for de tre danske organisationers initiativ til rundbordsamtalerne er, at situationen i foråret er gået fra slem til værre. 11. marts slog politi og sikkerhedsstyrker brutalt ned på hundredvis af fredelige demonstranter fra opposition, fagbevægelse og kirker. En blev dræbt. Adskillige ganske alvorligt kvæstet, og mange efterfølgende udsat for vold i fængslerne, blandt andre generalsekretæren for det eneste oppositionsparti MDC, Morgan Tsvangirai.
Zimbabwe som formandsland
Det vestlige ønske om at få de afrikanske lande til at udsætte Zimbabwe for politisk pres og boykot, synes dog at have lange udsigter.
Så sent som for få dage siden blev Zimbabwe valgt som formand for FN's særlige kommission for bæredygtig udvikling på trods af voldsomt pres fra flere vestlige lande om netop ikke at vælge Zimbabwe. Afrika stod for tur til at få formandskabet i kommissionen, men det betragtes i flere vestlige lande som en provokation, at man valgte Zimbabwe.
Søren Hougaard: - Det er desværre et meget skidt signal, andre afrikanske lande sender til omverdenen om, at man finder Zimbabwe værdig til at være formandsland for en vigtig FN-kommission.