Mugabe fejres – Zimbabwe forbløder
Der er indført forbud mod politiske møder i store dele af Zimbabwe, der netop har fejret præsidentens 83-års dag
Præsident Robert Mugabe kan fejre sin 83-års dag, mens inflationen i Zimbabwe runder 1600 procent. Det bliver mere og mere surrealistisk i det hårdt plagede Zimbabwe. Lørdag lod landets præsident Robert Mugabe sig fejre ved en stor festlighed til en pris af op mod én million amerikanske dollar på et stadion i anledning af hans 83 års fødselsdag.
Samtidig er der indført et tre måneders forbud mod poli-ske møder i store dele af landet.
Det sker i kølvandet på oppositionens demonstrationer og møder i flere af hovedstaden Harares forstæder, som gav anledning til voldsomme sammenstød med politi og sikkerhedsstyrker.
Omkring 40 personer blev anholdt. USA har efterfølgende politiets hårdhændede metoder overfor fredelige demonstranter.
Mens landet forbløder og længe har været ude af stand til at brødføde sig selv, lægger den 83-årige an til at udvide sin præsidentperiode. Den udløber næste år men under påskud af at ville have samtidige præsident- og parlamentsvalg, bygges der op til, at Mugabe skal blive på posten til 2010, hvor der efter forfatningen skal være parlamentsvalg.
Inflation på 1600 procent
Oppositionen i MDC beskylder Mugabe for med forbudet mod politiske møder at have taget et første skridt mod en egentlig undtagelsessituation. Andre vil måske mene, at landet har været i mere eller mindre undtagelsessituation i flere år.
Inflationen er på ufattelige 1600 procent. Det betyder, at de fleste helt basale varer som madolie og mel bliver mere end dobbelt så dyre fra måned til måned.
MDC agter dog ifølge sydafrikanske Mail&Guardian online ikke at følge forbudet mod politiske møder. Ifølge organisationens talsmand vil man blive ved med at arrangere møder og demonstrationer, hvor det er ”nødvendigt” som optakt til præsidentvalget i 2008. Alt andet end valg i 2008 vil nemlig, mener MDC, være forfatningsstridigt.
Mangel på fødevarer
Situationen i landet er fortvivlende for de fleste med en ledighed på omkring 80 procent og lønninger, der slet ikke følger med hyper-inflationen.
Situationen har givet anledning til vilde strejker i både den tilbageværende industri og også blandt offentligt ansatte som læger og lærere.
Fagbevægelsen har ved flere lejligheder krævet, at minimumslønningerne følger inflationen og sik-rer en families overlevelse.
Fødevaresituationen er efterhånden katastrofal, og mange er direkte afhængige af udenlandsk nød-hjælp for at overleve. Ifølge FN’s nyhedsbureau IRIN har mange humanitære organisationer imidlertid store problemer med at få de økonomiske ender til at nå sammen, fordi den officielle kurs er aldeles urealistisk.
Den officielle kurs på en US-dollar er 250 Zim-dollars. På det parallelle marked – som afspejler den reelle værdi – får man 6.000 zim-dollars for en US-dollar.
- Nogle organisationer kan forhandle særlige vekslingskurser med deres bank og strække deres begrænsede udenlandske kapital, men det er ikke alle, der er så heldige og har muskler til det, siger en nødhjælpsarbejder til IRIN.
Med andre ord bliver nødhjælpen, som er livsvigtig for mange zimbabwere, op til 20-25 gange dyrere end nødvendigt, og det betyder selvsagt, at der er færre, der får glæde af den.