Politivold er dagens uorden i Zimbabwe

Menneskeretsorganisationen Human Rights Watch lægger entydigt ansvaret på regeringen i Zimbabwe og appellerer til Sydafrikas præsident.

Politiet bruger hårdhændede metoder, viser rapport.Politiet bruger hårdhændede metoder, viser rapport.

Konklusionen i en ny rapport fra menneskeretsorganisation Human Rights Watch (HRW) om situationen i Zimbabwe kan ikke siges at være overraskende.

Den dokumenterer blot de seneste måneders tilbagevendende rapporter fra det forarmede afrikanske land om udbredt og systematisk mishandling af oppositionen, og at det er politi og sikkerhedsstyrker, der står bag brutaliteten.

Rapporten gennemgår stribevis af voldelige overfald på oppositionspersoner og dokumenterer, hvorledes politiet har anvendt vold og urimelig magt over for ubevæbnede aktivister. Politiets brutalitet førte til mindst ét dødsfald samt adskillige hårdt kvæstede.

Regering og politi forsvarer sig med, at det er nødvendigt at slå hårdt ned på oppositionen, der ifølge regeringen opfordrer til vold og står bag en række benzinbomber mod landets politistationer.

Mbeki har en chance

- Benzinbomber er en alvorlig forbrydelse, og de skyldige skal straffes, men det retfærdiggør ikke politiets og sikkerhedsstyrkers brutalitet, siger Georgette Gagnon, der er vicedirektør for HRW's Afrika-kontor.

Selvom situationen er højspændt, og ingen tør gå ud efter mørkets frembrud, håber HRW på, at Sydafrikas præsident Thabo Mbeki kan gøre en forskel. Han er af det sydlige Afrikas samarbejdsorganisation SADC udset som mægler mellem regering og opposition.

- Mbeki har en chance for at skubbe til en proces, der stopper de massive overtrædelser af menneskerettighederne, siger Georgette Gagnon.

Den sydafrikanske præsident mødes til mægling med repræsentanter for de regerende Zanu-PF og fra oppositionen i MDC senere i denne måned.

Prisen på ris syvdobles

Situationen i Zimbabwe er generelt ude af kontrol. Landets økonomi er i frit fald, arbejdsløsheden er over 80 procent, høsten slår fejl, og mange er afhængig af udenlandsk fødevarehjælp.

Og det bliver næppe bedre nu, hvor regeringen har bekendtgjort, at prisen på ris syvdobles! Ris er basisføde i Zimbabwe, hvor befolkningen i forvejen har svært ved at få de få midler til at række til, mens inflationen suser derudad og undergraver pengenes købekraft nærmest fra time til time. I marts blev det seneste års inflation opgjort til uvirkelige 2.200 procent. Til sammenligning ligger den danske inflation på under tre procent.
Human Rights Watch's hjemmeside:

http://www.hrw.org/english/docs/2007/04/30/zimbab15805.htm