Det bliver Mugabe - igen
Trods verdens højeste inflation, sult, nød og arbejdsløshed ventes befolkningen i Zimbabwe ikke at stemme for forandring.
Robert Mugabe er storfavorit til at blive genvalgt til præsident i Zimbabwe. (Arkivfoto.)
Det lyder forjættende, og de statsansatte i Zimbabwe er formentlig også glade for hver eneste lønforhøjelse. Problemet er imidlertid, at priserne galopperer mindst lige så meget. En liter madolie er således blevet fire gange dyrere på en uge.
Det er i en tilstand af total økonomisk kollaps, en officiel arbejdsløshed på omkring 75 procent og med nød og sult som hverdag for et stort flertal, at Zimbabwe på søndag går til såvel præsident- som parlamentsvalg.
Den aldrende præsident Robert Mugabe har givet mange offentligt ansatte store lønforhøjelser som optakt til valget, men det har blot sat yderligere gang i prisstigninger og gjort det endnu vanskeligere for det flertal, der ikke har en fast ind-komst at købe selv de mest basale fornødenheder.
En månedlig pension er ikke tilstrækkelig til at købe en sæk majsmel, men blot et par brød, og inflationen har for længst rundet 100.000 procent det seneste år.
Ingen forandring
Set på flere tusinde kilometers afstand måtte det være åbenbart, at vælgerne i en sådan situation stemmer for forandring. Alt tyder dog på, at Mugabe og hans Zanu-PF parti, der har regeret Zimbabwe siden 1980, vil genvinde magten, det vil sige præsidentposten og parlamentsflertallet.
Siden præsidentvalget i 2002 og parlamentsvalget i 2005 er situationen i landet gået fra slem til værre til det helt katastrofale. Når der trods det er udsigt til, at 84-årige Mugabe kan fortsætte, skyldes det, at han fortsat er et ikon for mange zimbabwere. Han stod i spidsen for den sorte frihedsbevægelse, der først som guerilla og til sidst gennem forhandling, bragte flertalsstyre til det, der dengang hed Rhodesia.
Siden har han stået i spidsen for land og parti, og han har udmanøvreret enhver form for modstand undervejs. Det har han gjort ved dels at slå hårdt ned på enhver form for opposition, ved at give udlandet skyld for alle økonomiske problemer, ved total kontrol med pressen, ved at have opbakning fra militær, politi og krigsveteraner og ikke mindst ved at spille modstandere ud mod hinanden, lægge hindringerne i vejen for dem og beskylde dem for at gå de hvides og ikke mindst de gamle koloniherrer briternes ærinde.
Det gælder kirkelige organisationer og den del af fagbevægelsen, som ikke ukritisk bakker op om Mugabe. Den uafhængige del af fagbevægelsen har de seneste år været udsat for kontrol og gentagne razziaer og anholdelser og har været ude af stand til at levere resultater for medlemmerne.
Heller ikke denne gang for Tsvangirai
Det er også den skæbne, der er blevet Morgan Tsvangirais.
Han er tidligere formand for fagbevægelsens landsorganisation og dannede i slutningen af 90'erne med stor opbakning et nyt politisk parti, MDC - Movement for Democratic Change, der i 2000 fik et flot parlamentsvalg og ifølge flere observatører blev snydt for sejren.
Siden er det gået ned ad bakke for MDC, især på grund af Mugabes intimidering, men også på grund af intern splittelse. Han beskyldes for samarbejde med de hvide styrer i Europa og Nordamerika og for at ville give landet tilbage til de hvide. En tiltale for højforræderi er frafaldet, men det er lykkedes at skabe tvivl om Tsvangirais hensigter. Bedre er det heller ikke blevet af, at MDC er delt i to fraktioner.
Under selve valghandlingen har Mugabe fordel af en valgkommission, som han selv har kontrol med. Der er kun tilladt udenlandske valgobservatører fra nogle få lande, blandt andre Kina, Rusland og Venezuela.
Militæret har i øvrigt denne gang tilladelse til at befinde sig i valglokalerne. Officielt for at sikre ro og orden. Men måske også for at sikre Mugabe det forventede genvalg.