Arbejderne i Zimbabwe går sammen
For at få penge til mad sparer zimbabwere udgiften til transport til arbejde. De går i flere timer i stedet.
Silas Kuveya håber på nye ledere og forandring i Zimbabwe. Billedet er fra 3F's kongres i september 2007, hvor han som gæstetaler takkede for 3F's støtte. (Foto: Harry Nielsen.)
Det er dog ikke vandrerlaug, som vi kender det fra Danmark.
Folk mødes kl. 4 om morgenen og går sammen til deres arbejdsplads, som kan ligge både 15 og 20 kilometer væk. Det er endnu sort ravende nat kl. 4 og derfor går de sammen. For ikke at blive overfaldet eller kørt ned af de biler, der endnu er på gaden i Zimbabwe.
De når frem til arbejdspladsen ved 8-tiden, arbejder i 8-9 timer, hvorefter de går hjem igen. Nogle er først hjemme ved 22-tiden og skal så op næste morgen igen kl. godt 3 for at kunne nå arbejdspladsen til arbejdstids begyndelse.
Hvorfor gør de det?
Helt bogstaveligt: lønnen kan ikke dække transportudgifterne - og det er sandt! Og vil man beholde sit arbejde, ja, så må man gå.
Lønnen udhules hver eneste dag
Transportudgiften stiger fra dag til dag, ja sommetider fra om morgenen til om aftenen. Lønnen forhandles én gang om måneden og halter altid efter de faktiske prisstigninger.
- I december 2007 var vores løn ca. 34 millioner Zimbabwe dollar, fortæller Silas Kuveya, generalsekretær i tekstilarbejdernes forbund.
- Vi har netop forhandlet en løn for januar på 112 millioner. Men i forhold til det, som det koster at leve for en familie, bliver det stadig mindre og mindre. For et års tid siden udgjorde vores løn ca. 60 procent af de daglige leveomkostninger og kunne i det mindste dække transporten. I dag udgør lønnen ca. 20 procent. Da vi stillede krav om en lønstigning på 225 procent for februar, afbrød arbejdsgiverne forhandlingerne. De kunne ikke tilbyde noget og var derfor nødt til at kontakte baglandet.
Ved januarlønnens udbetaling var 112 millioner Zim-dollars reelt 114 danske kroner værd. Det kan man ikke leve for.
Mad i stedet for betalt transport
Transportudgifterne er et konstant emne i forhandlingerne. I nogle tilfælde henter virksomheden arbejderne hver dag, i andre tilfælde er der tale om transporttillæg. Men med en løn, der allerede er for lille til at leve af, vælger mange at bruge transporttillægget på mad i stedet for transport.
- Hvorfor fortsætter man med at arbejde, når lønnen er så lille?
- Vi venter alle på, at Zimbabwe skal forandre sig, og at der kommer nye ledere til, siger Silas Kuveya.
- Vi tror på, at i samme øjeblik det sker, vil udviklingen i landet ændre sig og produktionen stige. Alle vil gerne sikre sig et job til den tid, og derfor fortsætter vi med arbejde - også selvom det absolut ikke kan betale sig. Vi skal have valg i marts i år og vi håber alle, at valgets resultat vil vende udviklingen.
Tæt kontakt til medlemmerne
Selvom produktionen i tekstilindustrien er faldet med mindst 50 procent siden krisen begyndte i Zimbabwe, er det lykkedes tekstilarbejdernes forbund at fastholde næsten det samme antal medlemmer, ca. 11.000.
Om baggrunden siger Silas Kuveya:
- Først og fremmest har vi i forbundet en meget tæt kontakt med vores medlemmer - blandt andet takket være den støtte, vi får fra 3F. Den har givet os mulighed for at ”vende kontakten med medlemmerne på hovedet”. I stedet for at invitere medlemmerne til møde uden for arbejdspladsen, inviterer vi os selv - forbundet - ind på arbejdspladserne. På den måde når vi langt flere medlemmer for en billigere penge. Og det har været en stor succes, som har skabt et meget stort sammenhold.
- Dernæst har vi gjort en stor indsats for at organisere nye og mindre arbejdspladser - også de kinesiske firmaer, der kommer til Zimbabwe. Og endelig har vi også organiseret mellemlederne. Nu forsøger vi også at organisere hjemmesyerskerne.
Alt dette kan vi kun gøre, fordi forbundet har en tæt kontakt med medlemmerne, som jo er dem, der bedst ved, hvor for eksempel hjemmesyerskerne bor og hvor de nye arbejdspladser opstår.
- Og endelig har vi accepteret, at vores medlemmer går på deltid i de perioder, hvor der ikke er arbejde. Og selv om vi ikke kan lide det, mener vi det på længere sigt er bedre end fyringer, som ellers ville være konsekvensen.