En lille løbetur er bedre end at ligge på sofaen

Nu er der ingen undskyldning, så bare kom i gang. Download et løbeprogram for begyndere, og giv løbeturene en chance. Og husk, at selv de små løbeture gør en forskel.

Man behøver ikke spurte af sted i flere timer for at løbetræne. Selv de små ture gør en forskel. (Foto: Colourbox)Man behøver ikke spurte af sted i flere timer for at løbetræne. Selv de små ture gør en forskel. (Foto: Colourbox)

En løbetur er bedre end ingen løbetur. Og selv små ture batter, lover idrætsfysiolog Morten Zacho, der er uddannet cand. scient. i Idræt fra Københavns Universitet og indehaver af motion-online, hvor han har lavet et gratis løbeprogram for nybegyndere.

Man kan printe programmet ud og skrive sine løbetider ind, så man kan se, om man har forbedret sig. Og så kan man holde styr på løbedagene. Desuden er programmet fast i 16 uger, så man kan prøve, om man bliver bidt af løb eller ej.

- Der er ganske vist personer, for hvem løb aldrig bliver en fornøjelse, men inden man konkluderer, at man tilhører den gruppe, kræver det, at man giver det en ærlig chance på minimum fire uger, forklarer Morten Zacho og fortsætter:

- Det vil være dumt at stoppe tidligere, fordi kroppen i de første par uger vil blive øm, og man vil føle sig mere træt og uoplagt, fordi det kræver energi for kroppen at vænne sig til noget nyt. Det vil sige, at det koster lidt på energien til at starte med. Først når kroppen har vænnet sig til løbeturene, opnår man gevinster som øget energi og bedre kondition - også selvom turene er korte, forsikrer Morten Zacho.

Lidt har stor ret

Om man vejer for meget eller ej betyder ikke så meget for, om man er god til at løbe, siger Morten Zacho. Det handler mere om, om man har solide led og sener, og om man døjer med problemer med hofte og ryg og så videre. Og så siger det sig selv, at hvis man er tung, kan der være en større risiko for at få problemer med leddene.

- Det er ekstremt vigtigt, at man starter stille og roligt op. Man skal mærke efter, om det gør ondt at løbe. Der er forskel på ømhed og smerte, forklarer Morten Zacho.

Fire gode råd til den første løbetur

Morten Zacho kommer med fire råd, man skal huske på i denne rækkefølge, når man beslutter sig for at gå i gang med at løbe:

1: Overhold at løbe to til tre gange om ugen

Til gengæld behøver det hverken at være langt eller hurtigt. Hvis kroppen får et beskedent træningsinput, så reagerer den positivt. For eksempel er to kilometers stille jog stadig uendeligt meget bedre end en halv time på sofaen. Lidt har stor ret.

2: Øg distancen løbende

Man kan starte fra 1-1,5 kilometer. Når man når op på 4-5, har man en fornuftigt løbedistance.

3: Begynd at løbe hurtigere

Men først når du har de ovenstående punkter på plads.

4: Find steder med naturunderlag

Det kan for eksempel være grus, skovstier, græs og parker. Gør dig den ulejlighed at tage bil eller cykel hen til det sted, frem for altid at tage den fra egen hoveddør.

Her er løbeprogrammet

Her er løbeprogrammet