Undgå at døje med knæskader

Hvis du er tømrer, gulvlægger eller blikkenslager, så har du stor risiko for at få problemer med knæene. Men opgiv ikke, for der er hjælp at hente.

Problemer med knæene er ikke et ukendt problem for gulvlæggere, der belaster knæene meget i løbet af arbejdsdagen. (Foto: Colourbox)Problemer med knæene er ikke et ukendt problem for gulvlæggere, der belaster knæene meget i løbet af arbejdsdagen. (Foto: Colourbox)

Hvis du har smerter i knæene, er du ikke alene. Undersøgelser viser, at der ca. er 15 procent, der har ondt. Og det er især bestemte arbejdsgrupper, der er udsatte.

- Det er typisk blikkenslagere, gulvlæggere og tømrer, der får ondt i knæene. Her er der tale om en hyppighed på mellem 45 og 60 procent. De, der får gener i knæene, har enten knæ-liggende arbejde eller tunge løft, siger ledende overlæge Lilli Kirkeskov, Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling, Bispebjerg Hospital.

Forebyg med træning

Og jo ældre du bliver, jo større er risikoen for at udvikle slidgigt i knæene. Antallet af folk, der har slidgigt i knæene stiger nemlig kraftigt efter 50-års alderen. Desuden kan betydelig overvægt og arv også spille ind for at man udvikler slidgigt.

- Men er du i en af risikogrupperne, kan du sagtens forebygge. Det kan du gøre ved træning af ledbånd og muskulatur. På den måde stabiliserer du dine ledbånd, så de ikke er for slappe. Og samtidig styrker du dine muskler omkring knæet, så de kan støtte op, siger overlæge Lilli Kirkeskov.

- 1 procent har så svær slidgigt i knæet, at der måske kan blive tale om udskiftning af knæet. Men inden da kan folk gå rundt i mange år med ondt i knæet, siger overlæge Lilli Kirkeskov.

Varm op inden arbejdet

Indenfor de udsatte arbejdsområder som f.eks. tømrerfaget, er det muligt at optræne folk, så de undgår de værste nedslidninger og skader.

Træningen bør tænkes ind i uddannelsen, så det bliver en naturlig del af det daglige arbejde. Så f.eks. blikkenslageren ikke blot sørger for at styrketræne, men også at varme op, inden han eller hun begynder at slæbe tingene ud i bilen.

- Det burde være lagt ind i overenskomsten, at der blev stillet rum og tid til rådighed til at varme op i. Man ville aldrig sætte et fodboldhold ud på banen, uden at de er varmet op. Og efter arbejdet skal det også være en selvfølge, at man træner, siger ledende overlæge Lilli Kirkeskov, Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling, Bispebjerg Hospital.

Undersøgelser viser, at blot to minutters elastiktræning hos kontorfolket nedbringer deres smerter. Eksperterne mener, at specifik træning også hjælper folk i andre fag med smerter i knæet.

I næste uge får du gode råd til, hvordan du håndterer smerter i hænder og håndled.

Læs også: Vær ikke bange for rygsmerter

Læs også: Få bugt med smerter i nakke og skuldre

Læs også: Sådan håndterer du ondt i kroppen