Skab tid til dig selv og få mere overskud
Har du kun tid til dig selv, når du sidder på toilettet? Så kom i gang med at skabe mere alene-tid i kalenderen. Sådan gør du.
Få et bedre overblik over din tid. Skriv for eksempel nogle faste aktiviteter ind i din kalender, inden andre booker din tid. Det kan være tid til sport eller tid til afslapning. (Foto: Colourbox) Find tiden til at være alene og brug tid på dig selv. Ellers risikerer du at gå ned med flaget i forsøget på at indfri alle kravene fra job, familie, kæreste og venner.
I bogen "Supernavigatør" viser forsker, ph.d. og indehaver af konsulentfirmaet, Super Navigators Camilla Kring, hvordan danskerne med lidt planlægning og omtanke kan få et bedre liv.
- Giv liv til dig selv, før du kan give det til andre. Det er faktisk det vigtigste budskab, jeg har. I dag bruger vi jo tiden på arbejde som det første, på andenpladsen kommer børnene, hvis man har det, og på tredjepladsen kommer kæresten. På fjerdepladsen kommer vi selv, fortæller Camilla Kring.
Her er tre trin for dig, der gerne vil skabe mere tid til dig selv.
3 trin til mere overskud
1. 168 timers overblik
- Det er det antal timer, der er i ugen. Og hvis du gerne vil have et overblik over dit liv, så prøv at registrere hver enkelt time. Så kan du finde ud af, hvor du står henne. Vi har ofte ikke særlig meget individuel tid. Det begrænser sig til bilen og toilettet for mange, siger Camilla Kring.
2. Vil du ændre noget?
- Det er jo meget forskelligt, om folk giver sig til at læse en god bog, går en tur i skoven eller bare sidder og filosoferer i en halv time. Men sikkert er det i hvert fald, at du får mere overskud til andre og mere livskvalitet af at bruge mere tid på dig selv.
3. Sæt kursen før andre gør det for dig
- Når du kigger på dine 168 timer og ser, om du vil ændre noget, så opstil tre til fire målsætninger. Hvis du for eksempel gerne vil have et bedre helbred, så kræver det jo, at du planlægger nogle faste aktiviteter i ugen og holder fast. Måske vil du svømme hver tirsdag. Det kan også være mere tid til kæresten. Det handler faktisk bare om at planlægge konkrete handlinger, fortæller Camilla Kring.