Sådan håndterer du ondt i kroppen

Har du ondt i ryggen eller knæet? Så er du ikke alene. Faktisk klager flere og flere danskere over smerter i kroppen, viser undersøgelser.

Mange har ondt i kroppen af at arbejde. Men der er mange muligheder for et arbejdsliv med færre smerter. (Foto: Colourbox.)Mange har ondt i kroppen af at arbejde. Men der er mange muligheder for et arbejdsliv med færre smerter. (Foto: Colourbox.)

Hører du til blandt de utrolig mange, der har ondt et eller andet sted i kroppen, er der ingen grund til at fortvivle. Der er noget at gøre.

Stort set alle mennesker får ondt i muskler og led med jævne mellemrum. Og i de sidste mange år, er der blevet gjort meget på arbejdspladserne for at beskytte medarbejderne mod belastninger. Der er købt hjælpemidler, nye redskaber, hæve-sænkeborde osv.

Alligevel får flere og flere ondt i kroppen. Undersøgelser viser at i 1985 var det et sted mellem hver fjerde og femte dansker der havde ondt, og i 2005 var det ca. hver tredje. Og endnu nyere undersøgelser bekræfter tendensen.

Og de, der melder sig syge i lang tid, får det værre. Derfor er det nødvendigt, at arbejdspladserne sætter ind for, at flere kan blive på arbejde, selv om de har ondt, siger Palle Ørbæk, direktør for Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Motion og øvelser virker mod smerter

Videncenter for Arbejdsmiljø har oprettet kampagnesiden www.jobogkrop.dk for at styrke medarbejdernes og arbejdsgivernes fælles indsats for et bedre arbejdsmiljø.

- Der skal nemlig tænkes nyt. Derfor er det utrolig vigtig, at det bliver en fælles indsats, om at forebygge smerter og konsekvenserne som langvarig sygdom. Arbejdspladsen bør ikke bare sige: Gå hjem og bliv hjemme til alle smerter er væk, hvis du f.eks. får ondt i ryggen, siger chefkonsulent Brian Knudsen, www.jobogkrop.dk.

I stedet skal din arbejdsplads indrettes, så der kan tages hensyn til dig. Har du f.eks. behov for at ligge fladt på ryggen et par gange i løbet af arbejdsdagen, eller har du behov for at lave et par rygøvelser, skal der være plads til det.

Det er meningen at du og din arbejdsgiver skal kunne hente inspiration på hjemmesiden www.jobogkrop.dk. Den vil blive udbygget, så der kommer endnu flere øvelser mod ondt i ryggen samt eksempler på, hvad man kan gøre på de forskellige arbejdspladser.

- Målet med kampagnen og hjemmesiden er at sætte ny fokus på ny viden om smerter i muskler og led, så alle parter på arbejdspladsen får en bedre forståelse. Så man ved, at det nytter at motionere og lave øvelser. Så man ved, at det er en del af livet en gang imellem at få ondt.

- At man derfor ikke behøver at blive unødig bange og tror, man ikke må bevæge sig, eller at man er ved at blive invalid, siger chefkonsulent Brian Knudsen, jobogkrop.dk.

Tag cyklen og brug trapperne

Det er vigtigt med variation i arbejdet, at der er de rigtige hjælpemidler, og at medarbejderne støttes i, at de får rørt sig. At de både får motioneret og styrket musklerne.

Har du god kondi og stærke muskler risikerer du ikke så let at få ondt. Og skulle du få ondt, går det hurtigere over igen.

Så cykel på arbejde – gerne hurtigt så du bliver forpustet. Og er der trapper på arbejdet,  løb op ad dem. Er der ikke et rum til motion og styrketræning på dit arbejde, så bed din arbejdsplads om at have et par håndvægte eller et par elastikker liggende, du kan bruge.

Men har du først fået ondt i nakke, hænder eller ryg, er der masser af øvelser, der kan hjælpe.

Så læs i næste uge: Sådan gør du, hvis du har ondt i nakke og skuldre.