EU-regler koster på byggesikkerhed

Danske byggepladser bliver farligere, fordi nye EU-regler betyder, at der ikke længere kan stilles krav til udenlandske arbejdere om dansk uddannelse i arbejdsmiljø, vurderer BAT.

Hidtil har blandt andet opsætning af stilladser krævet en dansk arbejdsmiljøuddannelse. Det laver nye EU-regler nu om på. (Arkivfoto)Hidtil har blandt andet opsætning af stilladser krævet en dansk arbejdsmiljøuddannelse. Det laver nye EU-regler nu om på. (Arkivfoto)

Udenlandske bygningsarbejdere lever i forvejen livet farligt ved arbejde i Danmark. Nye regler risikerer at forværre sikkerheden for udlændinge og udsætte danske arbejdere for social dumping.

Det er vurderingen i BAT-kartellet og 3F som følge af nye EU-regler, der netop er trådt i kraft i Danmark.

Reglerne indebærer, at Danmark ikke længere kan kræve særlige danske arbejdsmiljøuddannelser, når statsborgere fra andre EU-lande er på midlertidigt arbejde i Danmark. Det gælder for eksempel arbejde med asbest, epoxy og asfalt samt opstilling af stilladser. Den slags arbejde har hidtil krævet dansk uddannelse eller særskilt godkendelse fra Arbejdstilsynet.

EU-reglerne indebærer, at Danmark skal anerkende andre landes uddannelser. I de tilfælde, hvor landene ikke har lovkrav om uddannelse, vil to års erhvervserfaring med det pågældende arbejde fra deres hjemland blive betragtet som lig med en uddannelse.

- Hvis der kommer bygningsarbejdere fra andre lande med eksempelvis en stilladsuddannelse, der er ringere end den danske, eller måske slet ikke har nogen uddannelse, så er det ikke bare social dumping og konkurrenceforvridning. Det er også livsfarligt - både for dem, der sætter stilladset op og for dem, der efterfølgende skal arbejde på det, siger Lars Vedsmand, arbejdsmiljøkonsulent i BAT.

Arbejdsmiljø- og opmålerkonsulent Thyge Kristensen fra 3F Esbjerg udtrykker det således: - Vi har de seneste år set mange eksempler på, at østarbejdere laver arbejde, som danskere ikke vil lave. De nye regler er nærmest en åben invitation til useriøse udenlandske firmaer, der med baggrund i hjemlandets ringere eller manglende regler kan underbyde seriøse danske virksomheder. Det kunne eksempelvis være ved nedrivning og fjernelse af asbestholdige materialer. Der vil blive tale om omvendt forskelsbehandling, så de skrappe regler kun gælder for danskere.

Reglerne ikke på plads

De nye regler er trådt i kraft 1. oktober i år og er en følge af et EU-direktiv om gensidig anerkendelse af EU-landenes uddannelser.

Der er imidlertid intet samlet overblik over arbejdsmiljøuddannelser i de enkelte EU-lande. Der er oprettet en særlig hjemmeside under Undervisningsministeriet med gennemgang af EU-reglerne for gensidig anerkendelse med links til EU-kommissionen til en omfattende liste over lovregulerede erhverv, der er omfattet af ordningen.

Lars Vedsmand: - En søgning på asbestuddannelse viser imidlertid, at Danmark og Holland er ene om at kræve en sådan uddannelse, og det ved jeg ikke er korrekt. Andre søgninger afslører andre alvorlige mangler. Databasen er derfor ubrugelig, før den er opdateret.

Kontrol af udførelse

Derfor er det heller ikke kontrol af uddannelser, der er Arbejdstilsynets første prioritet, når de møder udenlandsk arbejdskraft på byggepladserne.

- Vi vil vælge at kigge på, hvordan udlændingene udfører arbejdet, og gør de det fornuftigt, så gør vi ikke mere ved det, siger Palle Eskildsen, tilsynsførende i Arbejdstilsynet.

- Kun i tilfælde af, at arbejdet ikke er udført fornuftigt, får vi fat i en tolk, som så kan stille spørgsmålene om, hvilken form for instruktion eller uddannelse, de har fået, og hvem der er deres arbejdsgiver.

Som eksempel på forskelligheden af uddannelser fra land til land nævner Palle Eskildsen stilladsopstilling.

- I Danmark har vi krav om tre ugers uddannelse, men i mange andre lande er der kun krav om instruktion. Stiller de udenlandske arbejdere stilladset op på en fornuftig måde efter montagevejledningen, så accepterer vi det. Gør de ikke det, kan vi sige til arbejdsgiveren, at de ikke er egnede til at stille stilladset op, og vi kan stoppe arbejdet, hvis arbejdet udføres sikkerhedsmæssigt uforsvarligt. Konstaterer vi først efterfølgende et uforsvarligt stillads, kan vi stoppe arbejdet på stilladset som vi normalt gør i den slags situationer, uanset hvem der har opstillet det. Derfor vil vores fokus også i fremtiden være, hvordan arbejdet udføres, siger Palle Eskildsen.

Hos arbejdsgiverne i Dansk Byggeri medgiver man, at reglerne er besværlige.

- Men det afgørende er, at arbejdets udførelse skal følge danske regler, og så er det arbejdsgiverens ansvar, at arbejdet udføres sikkerhedsmæssigt forsvarligt og at arbejdstagerne har de fornødne kvalifikationer til at udføre arbejdet, siger miljøchef Jesper Kielsgaard.

Værtslandets regler skal gælde

I BAT-kartellet mener man, at udenlandske bygningsarbejdere skal sikres samme arbejdsbetingelser som danskere.

- Derfor undrer vi os over, at udstationeringsdirektivet åbenbart er sat ud af kraft. Det siger, at den udstationerede arbejdskraft skal følge værtslandets regler. Dermed forhindrer man social dumping, siger Lars Vedsmand.

BAT-kartellet appellerer til, at danske entreprenører, der anvender udenlandsk arbejdskraft med krav om uddannelse, tilbyder en kompetencevurdering af arbejdskraften på et AMU-center eller en teknisk skole.

- Den vil fjerne enhver tvivl om sikkerheden og vil dermed også være en stor fordel for den del af den udenlandske arbejdskraft, som har den nødvendige uddannelse - og så vil det sortere de sorte får fra.