Bygningsarbejder dræbt under betonelement

Arbejdstilsynet på ny landsdækkende sikkerhedskontrol på landets byggepladser i dag i skyggen af endnu en dødsulykke på dansk byggeplads i Kalundborg i går.

Antallet af arbejdsulykker inden for byggeriet er steget med 20 procent de seneste fem år. Når der sker ulykker med betonelementer, er det ofte lig med en dødsulykke, som det var tilfældet tirsdag, da en 28-årig bygningsarbejder blev dræbt under et betonelement.  (Foto: Arkiv)Antallet af arbejdsulykker inden for byggeriet er steget med 20 procent de seneste fem år. Når der sker ulykker med betonelementer, er det ofte lig med en dødsulykke, som det var tilfældet tirsdag, da en 28-årig bygningsarbejder blev dræbt under et betonelement. (Foto: Arkiv)

Arbejdstilsynet var tirsdag i gang med at planlægge en landsdækkende kontrol af landets byggepladser, da man fik meddelelsen om endnu en dødsulykke på en byggeplads.

Ulykken skete på en byggeplads i Kalundborg. En 28-årig mand fra Brønderslev blev dræbt på stedet, da et to ton tungt betonelement væltede ned over ham.

Elementet stod sammen med to andre i en holder og væltede ud til siden, da det midterste element skulle løftes fri af en kran på en byggeplads ved Nyvangsvej i Kalundborg. Manden var død, da betonelementet blev løftet væk.

Tilsynschef Kjeld Mann Nielsen oplyser til nyhedsbrevet 3F, at Arbejdstilsynet ikke er færdig med undersøgelserne og derfor ikke vil udtale sig om årsag og skyld.

- Vi har kigget på selve byggepladsen, men vi skal have snakket med både elementfabrikken og vognmanden, der leverede elementerne, inden vi udtaler os, siger han.

Kollegerne på byggepladsen har fået tilbudt krisehjælp.

Flere ulykker på byggepladser

Byggebranchen har de seneste år været stærkt plaget af et voksende antal arbejdsulykker.

Derfor har Arbejdstilsynet sat ekstra fokus på netop byggebranchen med en række landsdækkende kontroller på landets byggepladser. Det er en sådan kontrol, AT gennemfører i dag.

- Branchen har problemer med sikkerheden og har tilsyneladende svært ved at få rettet op. Det er som om, at de gode takter, man indfører på én byggeplads - eventuelt efter at Arbejdstilsynet har været på besøg - glemmes, når man rykker til en ny plads. Men sikkerhed og et godt arbejdsmiljø kræver, at bygherrer og arbejdsgivere hele tiden prioriterer og pointerer det - på den enkelte byggeplads og helt generelt, siger kontorchef Sonja Ploug Jensen forud for dagens byggepladskontrol.

- Det er meget bekymrende, hvis de gode tider i branchen medfører, at man lader hånt om medarbejdernes trivsel og sundhed. Og det er en melding, der også gælder medarbejderne. For hvad skal man med en god akkord, hvis arbejdsdagen slutter på sygehuset med en alvorlig skade - eller det, der er værre, siger Sonja Ploug Jensen.

Dagens kontrol er den fjerde landsdækkende aktion på byggepladserne i år. Der vil i dag især blive sat fokus på støj.

Flere aktioner følger i 2008.