Byggefolk skal gå med læbepomade
Bygningsarbejdere har op til dobbelt så stor risiko for læbekræft - derfor skal læbepomade introduceres som nødvendigt sikkerhedsudstyr på byggepladserne.
Ud over at huske hjelmen skal bygningsarbejderen nu også huske læbepomaden.
(Foto fra kampagnematerialet.) Hjelm påkrævet. Ingen adgang uden sikkerhedsfodtøj. Husk høreværn.
Hvis det ikke står på skilte allerede ved indgangen til byggepladsen, skal bygningsarbejderne ellers nok få det at vide af sikkerhedsrepræsentant, byggeledelse og andre.
Nu tilføjes endnu et stykke vigtigt sikkerhedsudstyr: læbepomaden.
Baggrunden er alvorlig nok. En undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at bygningsarbejdere, der arbejder udendørs, har op til dobbelt så stor risiko for at udvikle læbekræft som andre. Det skyldes solens ultraviolette stråler.
For at forebygge læbekræft anbefaler Kræftens Bekæmpelse at anvende læbepomade med høj solfaktor. Derfor lancerer Branchearbejdsmiljørådet (BAR) for bygge- og anlægsområdet nu, hvor solen står højt på sommerhimlen, en kampagne om risikoen.
- Målet er at gøre læbepomade til en fast bestanddel af helt nødvendigt sikkerhedsudstyr, siger Jacob Munk, sekretariatsleder i BAR Bygge & Anlæg.
Læbekræft kan forebygges
Kampagnen skal både informere og aktivere medarbejderne på landets byggepladser til at begynde på den gode vane med det samme.
Kampagnen anvender en direkte tone og en god portion humor. Pigen HotLips hjælper gerne bygningsarbejderne på vej.
- Med undersøgelsen fra Kræftens Bekæmpelse har vi fået helt ny viden omkring kræftformer blandt ansatte i bygge- og anlægsvirksomheder. Udvikling af læbekræft hos en del bygningsarbejdere har fået os til at sætte denne indsats i gang, siger Jacob Munk.
- Kræft er en alvorlig sygdom, men læbekræft kan vi heldigvis nemt forebygge. Derfor er det vigtigt, at kampagnen får stor opmærksomhed - at vi får budskabet ud til alle, og at alle kommer godt i gang med den forebyggende vane at smøre læberne med solfaktorpomade.
Der er udviklet forskelligt kampagnemateriale - blandt andet en kasse med pjecer og solfaktor 25-pomaden. Kampagnen er netop søsat og kører i juni, hvorefter man håber, at pomaden vil være på alles læber.