Øst-dødsulykker ude af kontrol
Mindst otte udenlandske arbejdstagere har mødt jobdøden i Danmark på to år. Myndighedernes viden er mangelfuld, og 3F kræver skærpede krav til arbejdsmiljøet i firmaer, der bruger udenlandsk arbejdskraft.
Myndighederne laver ingen særskilte opgørelser over alvorlige ulykker og dødsulykker fordelt på nationalitet. De otte dødsulykker fra 2005 og 2006 er derfor samlet ind af Fagbladet 3F. (Arkivfoto: Kennet Havgaard.) I 2005 og 2006 omkom 130 personer ved arbejdsulykker i Danmark. Mindst otte af dem var udlændinge, heraf seks fra Østeuropa.
Dermed giver det åbne danske arbejdsmarked nu markant udslag i statistikken. Og det får 3F til at slå alarm.
Forbundet vurderer, at arbejdstagere fra Østeuropa må leve med mere end dobbelt så stor risiko for at dø på jobbet end deres danske kolleger. Og at det især er sløseri med sikkerheden og sprogproblemer, der er skyld i de mange dødsulykker blandt især østeuropæere.
Men Arbejdstilsynet opgør ikke udenlandsk arbejdskraft særskilt i statistikkerne over alvorlige ulykker, og det medvirker til at give huller i indsatsen for et mere sikkert arbejdsmiljø.
3F kræver skrappere regler
På den baggrund kræver 3F at Arbejdstilsynet bruger mere tid og indsats på en målrettet kontrol af de virksomheder, der ansætter udenlandsk arbejdskraft.
- Selvfølgelig især i de brancher, der er kendt for farligt arbejde. Dødsulykkerne rammer først og fremmest polakkerne og andre østeuropæere, der bliver ansat på grund af prisen eller til job, ingen andre vil have, siger miljøkonsulent i 3F Palle Larsen.
- Og så foreslår vi skrappere krav om, at virksomheder, der ansætter mennesker fra andre lande, skal dokumentere, at de udenlandske medarbejdere forstår reglerne og den instruktion, de skal have om sikkerheden. Myndigheder og arbejdsgivere har ikke været ordentligt forberedt på den store vækst i antallet af udenlandske arbejdere i landet, siger Palle Larsen.
Myndighederne har ingen særskilte opgørelser over alvorlige ulykker og dødsulykker fordelt på nationalitet. De otte dødsulykker, der er sket i 2005 og 2006 er derfor samlet ind af Fagbladet 3F via omtale i dagspressen, oplysninger fra politiet og Arbejdstilsynets kredse.
Det betyder, at der sagtens kan være flere dødsulykker. Og tal fra landets skadestuer viser i øvrigt, at antallet af udlændinge, der må en tur på skadestuen på grund af arbejdsulykker, er steget med 60 procent fra 2005 til 2006.
Afventer analyse
Arbejdstilsynet kan ikke, på baggrund af Fagbladet 3Fs opgørelse over dødsfaldene blandt udenlandske statsborgere, vurdere om der er behov for yderligere indsats for at sikre især østeuropæernes arbejdsmiljø i Danmark.
Vicedirektør i Arbejdstilsynet Lis Gamborg oplyser, at en analyse af de samlede antal dødsulykker ventes klar inden jul.
- Analysen er sat i værk, fordi antallet af dødsulykker i Danmark er stigende, og analysen og dens konklusioner kan være med til at afdække, om der er særlige problemer for udenlandsk arbejdskraft, og om der er steder, hvor der skal sættes ind, siger Lis Gamborg.
Hun oplyser, at de kommende år byder på en særlig indsats i brancher med mange østeuropæere, ikke mindst i byggeriet, hvor der er mange ulykker. Der er blandt andet planlagt fire kontrolaktioner i 2008 og 2009, der blandt andet retter fokus på udenlandsk arbejdskraft.
Dertil forsøger Arbejdstilsynet at forebygge problemerne, der hvor de er, blandt andet med pjecer om de danske regler. Det er oplysninger, der blandt andet er rettet mod udenlandske firmaer, der arbejder i Danmark.
- Hvad angår danske virksomheder, der ansætter arbejdskraft udefra, så har de ansvaret for at sørge for tilstrækkelig god instruktion og uddannelse, siger Lis Gamborg.