Flertal for ens regler for danskere og udlændinge

Udenlandsk arbejdskraft skal have samme kvalifikationer som danske arbejdere ved arbejde, som kræver særlige certifikater. Politisk flertal udenom regeringen vil ændre reglerne.

Stilladsarbejderne protesterer over nye EU-regler, der giver arbejdere fra andre EU-lande ret til at stille stilladser op uden udannelse. Nu vil politisk flertal have ændret reglerne. (Arkivfoto)Stilladsarbejderne protesterer over nye EU-regler, der giver arbejdere fra andre EU-lande ret til at stille stilladser op uden udannelse. Nu vil politisk flertal have ændret reglerne. (Arkivfoto)

Det skal ikke være muligt for en udenlandsk stilladsarbejder at opstille stillads i Danmark uden som minimum at have samme uddannelse, som kræves af danske stilladsarbejdere. På lignende vis skal udenlandske arbejdere have uddannelse eller kvalifikationer svarende til danske arbejdere, når der på andre områder stilles særlige lovkrav for at kunne udføre arbejdet. Det gælder for eksempel arbejde med epoxy og asfalt, fjernelse af asbest, installation af elevatorer og arbejde med kraner.

Det mener et flertal i Folketinget uden om regeringen.

Det handler om den danske implementering af et EU-direktiv om gensidig anerkendelse af hinandens uddannelser. Den danske følgelov er vedtaget i Folketinget i enighed, men uden at Folketinget var klar over, at konsekvensen er, at en udenlandsk arbejder ved midlertidigt arbejde i Danmark ikke behøver samme sikkerhedskvalifikationer, som kræves af danske arbejdere.

Reglerne trådte i kraft 1. oktober i fjor, uden at arbejdsmarkedets parter kendte til den sikkerhedsmæssige konsekvens. Det har siden fået ikke mindst bygningsarbejdernes organisationer til at kræve reglerne ændret.

Og det er et flertal i Folketinget nu parat til.

- Det er naturligvis uacceptabelt, at der spilles hasard med sikkerheden ved, at der gælder lempeligere regler for den udenlandske arbejdskraft. Det hul skal lukkes, på den ene eller anden måde, siger Socialdemokratiets arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov.

- Det er diskrimination af den danske arbejdskraft, og det må vi aldrig acceptere, siger Bent Bøgsted, arbejdsmarkedsordfører for Dansk Folkeparti.

Begge partier er parate til at bruge et flertal imod regeringen, hvis beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen ikke vil levere en løsning.

Regeringen har serveretten

Beskæftigelsesministeren og videnskabsminister Helge Sander (V) var indkaldt i fælles samråd med Folketingets arbejdsmarkedsudvalg for blandt andet at svare på en stribe spørgsmål om, hvordan de vil sikre, at sikkerheden på landets byggepladser ikke forringes som følge af direktivet og om, hvem der har været inddraget i det lovforberedende arbejde. Samrådet er i første omgang aflyst og erstattet med et møde, hvor beskæftigelsesministeren mødes med samtlige Folketingets partier om en løsning.

- Dermed har vi givet regeringen serveretten, siger Thomas Adelskov.

- Det handler om at finde en løsning, så der ikke sker en sikkerhedsmæssig dumping på danske arbejdspladser. Det skal regeringen være klar til, ellers er vi indstillet på at bruge flertallet uden om regeringen.

Bent Bøgsted er enig: - Det bliver spændende at se, hvilken løsning, ministeren disker op med. Men vi kan ikke acceptere lempeligere regler for udenlandsk arbejdskraft end for dansk.

Han og Dansk Folkeparti er også rede til at lovgive uden om regeringen, hvis det skulle blive nødvendigt.

- Regeringen har jo et andet flertal, når det handler om EU-spørgsmål, så det er faktisk mere spændende, om Socialdemokraterne vil vende sig imod et EU-direktiv, siger han.

Hurtig kompetenceafklaring

Hverken Socialdemokraterne eller Dansk Folkeparti ønsker på nuværende tidspunkt at komme med konkrete bud på, hvordan der skal sikres lige vilkår - blot at de sikres.

Den holdning er man i Bygge, Anlæg og Træ-kartellet, bygningsarbejdernes paraplyorganisation, enig i.

- Vi er ikke så interesserede i juristeriet, men i at der bliver lige vilkår på danske arbejdspladser, og at der ikke kan spekuleres i import af ukyndig udenlandsk arbejdskraft til opgaver, som ellers kræver særligt certifikat, siger arbejdsmiljøkonsulent Ulrik Spannow.

BAT har dog foreslået, at hvert enkelt tilfælde af tvivl om udenlandsk arbejdskrafts kompetencer skal afklares på et AMU-center eller en teknisk skole.

- Vi forestiller os, at der udarbejdes en dansk positivliste, hvor der opføres uddannelser erhvervet i EU-landene, hvis indhold sikkerheds- og sundhedsmæssigt kan sidestilles med de danske. Det må være et ansvar for myndighederne at udarbejde en sådan positivliste i samarbejde med arbejdsmarkedets parter i de relevante faglige udvalg og efteruddannelsesudvalg. Og hvis en udenlandsk uddannelse ikke står på positivlisten, så skal der ske en individuel kompetencevurdering. I praksis vil kompetenceafklaringen kunne ske på cirka en dag, så der lægges ingen hindringer i vejen for arbejdskraftens frie bevægelighed, siger Ulrik Spannow.