Byggepatrulje anmeldte tre byggepladser

Tre ud af 18 byggepladser blev anmeldt til Arbejdstilsynet, da Byggefagenes Samvirke Sydvestjylland patruljerede i det gamle Ribe Amt.

Opfindsomheden er stor og nærmest sydeuropæisk, når der bygges stillads, men det gør det ikke mindre farligt! Billedet er fra en tidligere byggepatrulje i Sydvestjylland. Pladsen blev meldt til Arbejdstilsynet. (Privatfoto)Opfindsomheden er stor og nærmest sydeuropæisk, når der bygges stillads, men det gør det ikke mindre farligt! Billedet er fra en tidligere byggepatrulje i Sydvestjylland. Pladsen blev meldt til Arbejdstilsynet. (Privatfoto)

I tre tilfælde var forholdene så graverende, at byggepladsen blev meldt til Arbejdstilsynet, da Byggefagenes Samvirke Sydvestjylland kørte byggepladspatrulje i det gamle Ribe amt.

De i alt 12 deltagere fra områdets byggefagforeninger i patruljen besøgte 18 små og mellemstore byggepladser. Seks af pladserne var helt i orden. I de fleste andre tilfælde kunne man løse problemerne på stedet.

- Forholdene var hverken værre eller bedre end vi oftest ser dem, og det er desværre ikke godt nok, siger Thyge Kristensen, miljøkonsulent i Aktivitets- og Opmålerforeningen i 3F Ribe amt.

- Det er så uhyggeligt lidt der skal til, før en byggeplads pludselig bliver livsfarlig. Der kan for eksempel, som vi så, være tale om et stillads, der egentlig er i orden, men hvor der er fjernet noget for at gøre plads til materialer eller der er etableret en indvendig trappe, uden man så har fået retableret stilladset.

Problemer med støv

Et særligt problem var støv. På en enkelt plads blev der foretaget gulvslibning uden foranstaltninger til beskyttelse mod støv.

- Det giver risiko for forurening af lunger, og det er derfor noget, vi tager alvorligt. Det burde folkene på pladserne også, siger Thyge Kristensen.

Denne arbejdsplads var en af de tre, der blev anmeldt til Arbejdstilsynet. I alle tre tilfælde var der i øvrigt ingen repræsentanter for firmaers eller bygherres ledelse, så man kunne ikke umiddelbart løse problemerne.

Der blev truffet udenlandsk arbejdskraft på et par af pladserne, men deres arbejdsforhold var ikke anderledes end deres danske kollegers.