Hold humøret højt selvom du er arbejdsløs
Det er ikke sjovt at være arbejdsløs. Det ved de, der har prøvet det. Men der er ting, man kan gøre for at komme igennem den svære tid.
Det er ikke sjovt at miste jobbet, men det er vigtigt at bevare optimismen. (Arkivfoto) Ens arbejde er ikke bare det sted, hvor man tjener sine penge. Det er også et af de steder, hvor man møder mennesker i hverdagen. Det er her, man får mange af sine sociale behov udlevet. Derfor er det ikke sjovt at miste arbejdet. De gode kollegaer forsvinder, og ens indtægt bliver muligvis også mindre.
Jo længere tid, man er ledig, jo sværere kan det være at holde humøret højt. Men der er nogle ting, der er gode at gøre. Og som måske kan hjælpe en i job igen.
- Det vigtigste er, at man er aktiv. Man skal bruge sit netværk og tale med folk, siger Kit Sanne Nielsen, der er erhvervspsykolog.
Lad være med at læse avis
Hun forklarer, at det er vigtigt, at man ikke går alene med de tanker, der naturligt melder sig, når man mister jobbet.
Kit Sanne Nielsen forklarer desuden, at det er vigtigt, at man taler med folk, der måske har været i samme situation som en selv.
- Det gælder om at være konstruktiv. De positive historier er det vigtigste. Så måske skal man ikke læse avis i en periode, så man bliver fri for de negative ting, siger hun.
Derudover opfordrer hun til, at man kikker på de steder, man har arbejdet før. Måske er der en gammel kollega, der kan hjælpe dig til at få en fod indenfor.