Skriv om dine hobbyer og scor jobbet

I et tæt ansøgerfelt kan det ende med, at din passion for fodbold i den lokale park eller afrikansk kunsthåndværk gør, at arbejdsgiveren husker og vælger dig til jobbet.

Hvis du for eksempel er en passioneret fodboldspiller hver lørdag i parken, så overvej at tilføje den oplysning til din ansøgning. (Foto: Colourbox)Hvis du for eksempel er en passioneret fodboldspiller hver lørdag i parken, så overvej at tilføje den oplysning til din ansøgning. (Foto: Colourbox)

Dine kvalifikationer er selvfølgelig det vigtigste, når du søger job. Men når der er mange kvalificerede om en stilling, så er det de små ting, der gør forskellen.

Her handler det ikke om, hvad du kan, men om hvem du er. Og her kan fritidsinteresser give dig en fordel.

- Det handler ikke om, at du skal kunne bruge dit dykkercertifikat aktivt i dit daglige arbejdsliv. Men på et psykologisk plan kan en fritidsinteresse skabe et fællesskab med din arbejdsgiver, der kan blive vigtig i en ansættelsessituation, siger erhvervspsykolog Hanne Rude.

Hun giver her fire gode råd til, hvordan du kan bruge dine fritidsinteresser i jobansøgningen.

4 gode råd til jobansøgningen

1. Spring klicheerne over

Fortæl om dig selv uden at bruge slidte vendinger.

- I stedet for at skrive, at du er aktiv, så forklar, hvad det er, der gør dig aktiv. Er du fysisk aktiv og løber maraton, eller er du aktiv frimærkesamler? I stedet for at tale om dig selv, så vis gennem dine fritidsinteresser, hvad dine styrker og passioner er, råder Hanne Rude.

2. Giv ansøgningen kulør

Grib muligheden for at bevæge dig uden om det faglige.

- Din hobby behøver ikke nødvendigvis vise dine spidskompetencer. Med en fritidsinteresse i ansøgningen kan du give ordene farve og liv. Og skille dig ud, fortæller erhvervspsykologen.

3. Du behøver ikke springe faldskærm

Gør de mere dagligdags hobbyer farverige.

- Bare fordi du ikke dykker, løber maraton eller restaurerer sprintercykler, kan din hobby sagtens være interessant. I stedet for at skrive, at du læser bøger, så skriv, om du interesserer dig for historie, krimier eller kogekunst. Nuancerne er det, der får dig til at skille dig ud, forklarer Hanne Rud.

4. Vælg ud og prioriter

Fritidsinteresser skal ikke fylde 70 procent af din ansøgning.

- Husk på, at der skal være en naturlig balance. Dine fritidsinteresser må ikke fylde så meget, at arbejdsgiveren begynder at tvivle på, om du overhovedet har plads til dit arbejde, påpeger Hanne Rud.