Undgå at gå fallit som ledig

Ledighed: Arbejdsløshed er en økonomisk lussing af de helt store. Uden løn er det svært at beholde huset, sommerhuset eller bilen. Men det er der råd for.

Økonomien kan blive hårdt presset, hvis du mister jobbet. Et godt råd er at spare op, mens du er i arbejde - så kan det være et økonomisk tilskud i den første tid, du går ledig. (Foto: Colourbox)Økonomien kan blive hårdt presset, hvis du mister jobbet. Et godt råd er at spare op, mens du er i arbejde - så kan det være et økonomisk tilskud i den første tid, du går ledig. (Foto: Colourbox)

Er du bange for at miste arbejdet, er det en god ide at spare op, mens du har et job. Det siger forbrugerøkonom i Nordea, Ann Lehmann Erichsen. Hun giver her fem råd til, hvordan man sikrer sig økonomisk mod ledighed.

5 gode råd til at sikre dig økonomisk mod ledighed

1. Meld dig i a-kasse

Der er ingen, der kan gå på vandet, og selvom du har et sikkert job i dag, er det alt for risikabelt at stå uden for en a-kasse.

- Det, der blev betragtet som et sikkert job for nogle år siden, er det måske ikke mere. Så a-kasse medlemskab holder en hånd under budgettet, siger Ann Lehmann Erichsen.

2. Lav et opdateret budget

Få styr på dine faste udgifter. Så ved du også, hvor der kan spares, hvis jobbet ryger.

- Find forskellen mellem din udbetalte løn og dagpenge, så kan man holde det op imod dit budget. Så ved man, hvor slemt det vil blive.

3. Spar op

Det er altid en ide at spare op, mens man har et job. Ann Lehmann Erichsen anbefaler, at man minimum har, hvad der svarer til en månedsløn efter skat.

- Så kan man holde den kørende i et par måneder, hvis man mister jobbet, og så siden hen begynde at barbere ned i udgifterne, siger hun.

4. Køb en forsikring mod ledighed

Er de faste udgifter så store, at du ikke kan klare dig på dagpenge, er en ledighedsforsikring sagen.

- Men det er ikke ligefrem gratis, så man skal gøre det, hvis man har et højrisikoerhverv eller man kan se, at ens budget kommer til at se meget forfærdeligt ud, siger Ann Lehmann Erichsen.

5. Kontakt banken hvis du mister jobbet

Det værste man kan gøre er at lukke øjnene og undlade at tilbagebetale sine lån, lyder det fra Nordeas forbrugerøkonom.

- Sæt tilbagebetalingen af lånet i bero, gør lånet afdragsfrit eller forlæng løbetiden. Der er masser af muligheder, hvis bare man kontakter banken eller andre kreditorer, inden man misligholder et lån, siger Ann Lehmann Erichsen.