Hold kontakten til din fyrede kollega
Støt din tidligere kollega, selvom han ikke længere er på arbejdspladsen. Hjælp med at finde et nyt job og hold fast i venskabet.
Hvis du vil hjælpe en fyret kollega, så hold kontakten og tal sammen. (Foto: Colourbox) Fyresedler er blevet hverdag for mange 3F-medlemmer. Men når din gode kollega – og kammerat - bliver fyret og ikke længere kommer på arbejde, hvordan skal du så opføre dig?
Det får du her fem gode råd til fra Kirsten Kullberg, der er cand.scient.soc og som rådgiver folk i forhold til job, ledighed og stress.
5 gode råd til at støtte en fyret kollega – og ven
1. Snak og støt
Drik kaffe sammen eller ring til kollegaen. Og vær ikke bange for at tale om følelser.
- Det er hårdt at miste sit arbejde. Giv plads til, at kollegaen kan sige "jeg er skidemisundelig på jer, der stadig har et arbejde", siger Kirsten Kullberg.
2. Hjælp med at finde nyt arbejde
Kig efter et nyt job til din kollega. Du kender sikkert mange i samme branche.
- Hold øjne og øre åbne for din kollega. Sig til folk du kender, at du kender en, der mangler arbejde, lyder rådet fra Kullberg.
3. Vær loyal
Folk, der er fyret, er i krise. De skal have lov til at skælde ud, uden at det bliver sagt videre. Giv også den fyrede kollega mulighed for selv at svare for sig.
- Hvis kollegaerne er nysgerrige efter at høre, hvordan den fyrede har det, så sig til dem, at de selv kan ringe og høre, siger terapeuten.
4. Gør som I plejer
Bliv ved med at ses, selvom I ikke mødes på jobbet.
- Inviter den fyrede til fredagsøllen, hvis det var det, I plejede at gøre sammen. Så undgår personen at føle sig usynlig, siger Kirsten Kullberg.
5. Undgå sladder
Efter en fyring begynder mange at sladre om, hvorfor personen egentlig blev fyret. Drop det.
- Acceptér chefens forklaring til fyringen. Undgå sladder om hvorvidt fyringen i stedet handlede om for meget sygdom, lyder rådet fra Kirsten Kullberg.