Transporten er sikret værn mod dumpingløn

Transportområdet får værn mod dumping af lønnen. Dermed er et meget stort ønske blevet opfyldt i ny to-årig overenskomst mellem 3F og DI.

- Ny adgang til kontrol af løn på virksomheder mistænkt for snyd er med til at sikre vores medlemmer langt bedre mod løndumping, siger formand for 3F's Transportgruppe Jan Villadsen (th) - (tv) DI's administrerende direktør Hans Skov Christensen.  (Foto: Harry Nielsen)- Ny adgang til kontrol af løn på virksomheder mistænkt for snyd er med til at sikre vores medlemmer langt bedre mod løndumping, siger formand for 3F's Transportgruppe Jan Villadsen (th) - (tv) DI's administrerende direktør Hans Skov Christensen. (Foto: Harry Nielsen)

Chauffører, lagerarbejdere og havnearbejderes får bedre sikring for jobbet med et nyt værn mod snyd og løndumping.

Det står klart, efter at den toneangivende ”fællesoverenskomst” mellem DI og 3F's Transportgruppe kom i hus mandag.

Overenskomsten er to-årig, og den giver blandt andet tillidsfolk og 3F mulighed for at kontrollere lønforhold for ansatte i virksomheder, der er omfattet af DI's overenskomster. Det kan ske, hvis der er mistanke om snyd, underbetaling og brud på aftalerne.

Et stort fremskridt

Kontrol af løn er en del af et nyt værn mod løndumping. Og det har været et hovedkrav fra 3F's side.

- Vi gik ind i forhandlingerne med et klart mål. At få indført værn mod snyd og løndumping, der koster vores medlemmer jobbet. Vi er nået i mål med nogle meget vigtige fremskridt, der kan dæmme op for de alt for mange eksempler på snyd og misbrug, siger Jan Villadsen.

Han er formand for 3F's Transportgruppe. Og som 3F's topforhandler på området er han glad for, at det er lykkedes at indgå aftalen med DI.

Lønstigning sikrer realløn

Den ny overenskomst giver en stigning i lønnen, der matcher de forventede prisstigninger de kommende år. Dermed er der udsigt til, at reallønnen er sikret, og det var et andet af 3F's hovedkrav.

Stigninger i lønnen 1. marts 2010 og 1. marts 2011 har givet en typisk chauffør eller lagerarbejder godt 702 kroner mere om måneden, når kalenderen viser marts 2011.

Det er den toneangivende ”Fællesoverenskomst” for lagerarbejdere, chauffører og havnearbejdere, der er faldet på plads. Den dækker cirka 14.500 ansatte, og den smitter af på resten af transportområdets, der omfatter godt 50.000 3F'ere.

Det drejer sig blandt andet om skraldemænd, buschauffører, eksportchauffører, ansatte på vaskerierne samt lagerarbejdere og chauffører, der arbejder på den store ATL-overenskomst. Disse aftaler skal på plads i løbet af de næste dage og uger.