Tyske chauffører får 6.100 om måneden

6.100 kroner pr. måned. Det får tyske chauffører på job i Danmark uden om alle aftaler. Det viser ny sag om løndumping hos firmaet Kolding Transport.

6.100 kroner om måneden. Det er grundlønnen til tyske chauffører ansat hos Kolding Transport. Klart eksempel på løndumping, siger 3F.6.100 kroner om måneden. Det er grundlønnen til tyske chauffører ansat hos Kolding Transport. Klart eksempel på løndumping, siger 3F.

Tyske kæder som Lidl og Aldi er billige. Men mange danske vognmænd nøjes ikke med at købe billigt ind i tyske supermarkeder.

En frisk sag viser, hvordan det danske firma Kolding Transport med vognmand Henrik Holger Hansen i spidsen har ansat cirka 25 tyske chauffører.

De får en grundløn på 6.100 kroner om måneden og lander i alt på langt under halvdelen af, hvad danske aftaler giver. Tyskerne får heller ikke pension. Det viser den tyske chauffør Peter Westrichs kontrakt med firmaet.

Henter chauffører i Tyskland

Direktør Henrik Holger Hansen erkender, at hans tyske chauffører er ansat efter tyske forhold. De er hentet til Danmark fra hans tyske datterselskab, og det skyldes især tung administration i Tyskland.

Vognmanden har ment, at det var helt efter bogen. Han har nemlig to danske firmaer. Det ene er medlem af DI og omfattet af DI's overenskomster med 3F. Men tyskerne er ansat i Kolding Transport, der ikke er med i DI.

- Men jeg må være ærlig og sige, at Kolding Transport har en overenskomst med 3F i Kolding. Den er indgået uden min viden. Det har jeg ikke været klar over før nu, og det betyder, at jeg må flytte de tyske chauffører tilbage til vores tyske selskaber, forklarer han.

3F: Klar dumping

For 3F er sagen endnu et klart eksempel på løndumping. Og på hvordan kreative vognmænd går efter den billigst mulige løn.

Forhandlingssekretær i 3F Jørgen Aarestrup Jensen varsler sag mod Kolding Transport om underbetaling og brud på overenskomsten.

- Og så vil vi tage sagen med i DI til forhandlingerne om overenskomster. Den illustrerer, hvad vi mener med løndumping. Og hvorfor det er nødvendigt med bedre muligheder for kontrol af, hvad der foregår i danske firmaer, siger Jørgen Aarestrup Jensen.

Se oversættelse af Kolding Transports kontrakt med tyske chauffører her:

Se oversættelse af Kolding Transports kontrakt med tyske chauffører her: