10.000 buschauffører får ny overenskomst
Forlig i weekenden gav ny overenskomst for 10.000 buschauffører. Aftalen minder om de øvrige forlig på transportområdet.
Omkring 10.000 buschauffører har nu fået ny overenskomst. (Arkivfoto.) Godt 700 kroner ekstra om måneden i løbet af de næste to år til landets cirka 10.000 rute- og buschauffører.
Det er resultatet af ny overenskomst, der er indgået mellem 3F's Transportgruppe og Arbejdsgiverforeningen for Kollektiv Trafik.
Aftalen faldt på plads lørdag, og den indeholder de samme elementer, som findes i det store transportforlig mellem DI og 3F's Transportgruppe sidste mandag.
Ikke ændret i arbejdstiden
Det er ikke nogen guldrandet aftale. Men alle i 3F's forhandlingsudvalg nikkede ja:
- Arbejdsgiverne ønsker altid mere fleksibilitet. Men der er ikke ændret i arbejdstiden. Og vi har fået indført samme værn mod løndumping som i de andre aftaler. Det kan godt være, der ikke er brug for det lige nu, men med de mange udbud, der findes på området, kan det tidsnok blive et godt værktøj, siger Jan Aage Hansen, der er chefforhandler for buschaufførerne i 3F.
Aftalen for buschauffører indeholder også et kapitel om bedre og hurtigere forebyggelse af konflikter. Blandt andet i form af "udrykningshold", når der er udsigt til strejker og andre former for store uenigheder.
Næsten alt på plads
Med aftalen for buschaufførerne er det meste af transportområdet nu på plads.
Sidste mandag kom den første overenskomst i hus. Fredag gik den største aftale på transportområdet hjem. Her fik landets skraldemænd, flyttefolk, eksportchauffører samt de resterende godschauffører og lagerarbejdere deres aftaler på plads.
Tilbage er ansatte på vaskerierne, bladbudene og en gruppe chauffører og lagerarbejdere på virksomheder, der valgte Dansk Erhverv i stedet for DI, da arbejdsgiverforeningen HTS blev opløst forrige år.