3F'ere siger ja til tryghed og værn mod dumping
Ekstra penge ved fyringer og værktøj mod løndumping fik 3F'erne til at stemme ja til nye overenskomster. Det viser måling fra Analyse Danmark.
Stop for snyd og løndumping. Sådan lød et af de vigtigste temaer, da de nye overenskomster skulle på plads. 3F'erne er tilfredse med den del af aftalerne. Beløbet på lønsedlen kommer ikke til at vokse stort de næste to år. Alligevel sagde 7 ud af 10 3F'ere ja til de nye overenskomster.
En måling, der er foretaget af Analyse Danmark, tyder på, at det store ja skyldes andet end løn.
1.172 3F'ere har svaret på spørgsmål om de nye aftaler. Og det er især de nye værktøjer mod løndumping og den nye godtgørelse ved fyringer, der hitter.
Stop for dumping
Især ansatte på transportområdet er tilfredse med adgang til lønkontrol og andre værn mod løndumping.
Blandt chauffører og lagerfolk siger 86,5 procent, at de er tilfredse eller meget tilfredse med aftalerne mod løndumping. I Hotel og Restauration er det 82,9 procent. Rengøringsområdet følger efter med 76,9 procent. I byggeriet er 66,0 procent tilfredse eller meget tilfredse, når det gælder de nye værn mod løndumping.
Også den ny godtgørelse ved fyring hitter. Her er 81 procent af de ansatte i industrien tilfredse eller godt tilfredse. Det samme gælder 80,5 procent på transportområdet og knap 75 procent inden for Hotel og Restauration.
Lønstigning OK
Når det gælder løn, er smilene knap så brede.
3F'erne i byggeriet er delt. 46,4 procent er utilfredse eller meget utilfredse, når det gælder løn. 44,3 procent er tilfredse eller godt tilfredse.
Inden for industri, transport, rengøring, hotel og restauration er der flere smil, når det gælder løn. I disse grupper siger mindst 58 procent, at de er tilfredse eller meget tilfredse med lønstigningerne.