Millionregning efter vikar-plat
Vikarfirmaet JobServer gik konkurs, og firmaets polske ansatte mangler løn for millioner. Det efterlader en kæmperegning til Lønmodtagernes Garantifond.
Konkursboet efter JobServer efterlader en gæld på 4,4 millioner kroner. (Arkivfoto.) I 2005, 2006 og 2007 lykkedes det vikarbureauet JobServer at lokke flere hundrede jobsøgende polakker til Danmark og arbejde hos firmaet.
Efterfølgende blev polakkerne flået med regninger til giganthuslejer og rekordgebyrer for transport og anden hjælp fra firmaet.
Alligevel gik JobServer konkurs i maj 2007. Mange af de tidligere polske ansatte står nu tilbage sammen med andre kreditorer. Og de må se i øjnene, at der er stor forskel på de cirka 350.000 kroner, der er tilbage i JobServers kasse - og den gæld på mere end 4,7 millioner kroner det konkursramte firma har efterladt.
Differencen på næsten 4,5 millioner kroner fremgår af en oversigt fra den kurator, der er sat til at administrere konkursboet efter JobServer.
- Det meste af milliongælden dækker manglende løn til polske ansatte. Mange af dem er medlemmer hos os, som vi har forsøgt at hjælpe i sager med JobServer. Men nu bliver det i sidste ende Lønmodtagernes Garantifond og dermed os alle sammen, der må betale regningen, siger juridisk konsulent i 3F Mette Stenz.
Kører firmaet videre
Da JobServer gik konkurs opstod hurtigt et nyt firma, der kunne overtage såvel kunder som ansatte og i øvrigt Jobservers adresse og øvrige aktiver i Odense.
Det nye firma hedder JobSupply og ledes af den tidligere JobServer-direktør Carsten Bo Petersen.
Men også det ny firma bruger gæld i arbejdet med at sikre vikarer til danske virksomheder.
Konkursboet efter JobServer har nemlig måttet sende JobSupply en regning på over 80.000 kroner.
Jobsupply havde nemlig også overtaget og brugt JobServers benzinkort fra Shell. Det fremgår af den oversigt kuratoren i konkursboet har udsendt.