Vognmand betaler i dumpingsag
Kolding Transport betaler 68.000 kroner til tysk chauffør i sag om løndumping. Firmaets ejere skal desuden forklare sagen hos Færdselsstyrelsen.
Den tyske chauffør Peter Westrich fik kun 6.100 kroner om måneden i grundløn hos Kolding Transport. Nu får han efterbetalt 68.000 efter forlig mellem firmaet og 3F. I februar blev Kolding Transport afsløret i brug af 25 tyske chauffører, der var ansat til 6.100 kroner om måneden.
En af dem er Peter Westrich, der er medlem af 3F. Og han får nu 68.300 kroner. Pengene falder efter forlig mellem 3F Aabenraa og Kolding Transport.
- Vognmanden havde sagt til flere medier, at han havde begået en fejl, og at han ville betale. Vi har haft en positiv dialog, og han har holdt sit løfte. Dermed er sagen slut for vores medlem, siger Jørgen Christensen, der er transportformand i 3F Aabenraa.
Tilbage til Tyskland
Ifølge direktør i Kolding Transport, Henrik Holger Hansen, blev de tyske chauffører ansat via to tyske datterselskaber. Og den lave løn skyldes, at direktøren havde overset, at hans firma havde overenskomst med 3F.
Den aftale lever vognmanden nu op til. Men de tyske chauffører må tilbage til Tyskland og de tyske selskaber for at arbejde der.
Kolding Transport har desuden leveret sine køretilladelser tilbage til Færdselsstyrelsen. Men det betyder ikke, at sagen er slut.
Skal forklare sig
Færdselsstyrelsen vil se nærmere på, hvad der er sket. Den danske godslov kræver, at chauffører skal have løn efter dansk overenskomst, når de er ansat i danske firmaer til kørsel i Danmark.
Sagen om Kolding Transport har givet en del omtale i medierne og rejst spørgsmål i Folketinget. Og Lis Caspersen, der er chefkonsulent i Færdselsstyrelsen, oplyser, at styrelsen har besluttet at se nærmere på personkredsen bag Kolding Transport ApS.
Det skyldes, at den samme personkreds er involveret i drift af andre vognmandsvirksomheder. Og at Færdselsstyrelsen fra flere sider har modtaget fornyede henvendelser om sagen. Undersøgelsen er endnu ikke slut.