Vognmand slipper for straf i dumpingsag

Færdselsstyrelsen lukker sag om lovbrud og løndumping hos Kolding Transport. Firmaet har afleveret sine køretilladelser. Alt for slapt mener 3F.

Den tyske chauffør Peter Westrich blev spist af med 6.100 kroner om måneden i grundløn hos firma i Kolding. 3F har rejst krav mod virksomheden, men myndighederne dropper sag om fusk.Den tyske chauffør Peter Westrich blev spist af med 6.100 kroner om måneden i grundløn hos firma i Kolding. 3F har rejst krav mod virksomheden, men myndighederne dropper sag om fusk.

For fire uger siden blev Kolding Transport afsløret i brug af 25 tyske chauffører, der var ansat til 6.100 kroner om måneden.

Den slags løndumping er ulovlig. Godsloven kræver løn efter danske vilkår til chauffører i danske biler, og brud på reglerne kan give bødestraf. Men Kolding Transport slipper for at stå til ansvar hos myndighederne.

Chefkonsulent i Færdselsstyrelsen, Lis Caspersen, oplyser, at Kolding Transport har indleveret sine køretilladelser til styrelsen.

Undgår straf

Dermed erklærer Færdselsstyrelsen sagen lukket:

- Firmaet kom os i forkøbet, da det returnerede sine tilladelser. Det er ophørt med at køre med gods. Vi gør ikke mere ved sagen. Vi tjekker kun virksomheder, der har tilladelser, forklarer hun.

Da sagen kom frem, oplyste direktør i Kolding Transport Henrik Holger Hansen, at de tyske chauffører skal retur til Tyskland og arbejde i firmaets tyske datterselskab.

3F: For ringe

Men Kolding Transport har samme ejere som to andre vognmandsfirmaer i Kolding. Det er Contrans og Aremi, der har 40 tilladelser til at køre gods i Danmark.

Dem har Færdselsstyrelsen ikke tænkt sig at tjekke. Og det vækker harme i 3F.

- Det her viser, at der er behov for langt skrappere indsats mod snyd og brud på loven. Vi er enige med DI og Dansk Erhverv om fælles krav til politikere. De går på at få skærpet både kontrol og straf for brud på loven, siger Jørgen Aarestrup Jensen, der er forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe.