Sådan undgår du stress
Er din lunte blevet kort? Har du svært ved at sove? Mister du let koncentrationen? Måske er du blevet ramt af stress. Tag dine symptomer alvorligt og gør noget ved det, inden det udvikler sig.
Dyrk motion og kom af med din stress. (Arkivfoto) Stress kan både føre til maveproblemer, hjerteflimmer og impotens, advarer leder af Center for Stress og Trivsel, Thomas Milsted.
Hvis du vil undgå stress, er du nødt til at træffe et valg mellem en af de tre følgende valgmuligheder:
- Du kan forsøge at ændre det, som giver dig stress på arbejdet.
- Hvis ikke det kan lade sig gøre, må du acceptere forholdene, som de er.
- Kan du ikke det, må du finde dig et andet arbejde.
- Det er vigtigt at forstå, at der kun er disse tre valgmuligheder. Leder du efter en fjerde mulighed, findes den ikke, og du må affinde dig med, at du får stress, siger Thomas Milsted.
7 om stress i dit arbejdsliv
1. Erkend, at du har et problem
Lær at erkende, når du er stresset, og at du derved har et problem, som kræver, at du handler.
2. Tag dig tid til at koble fra
Sørg for at få masser af huller dagen igennem, hvor du kan koble fra.
3. Få kontrol over dit liv igen
Du skal have kontrollen over dit eget liv tilbage. Du ved, hvad du kan tåle, og det må du respektere. Snak med din mester og få dit arbejde organiseret, så du kan leve med det.
4. Drop smøger, kaffe og alkohol
Hvis du kan, så drop kaffe, te, cigaretter og alkohol. Disse stoffer stimulerer hjernen til at producere mange stresshormoner.
5. Bevæg dig
Gå en rask tur på en halv time om dagen. Det forebygger stress.
6. Grin noget mere
Når vi griner, producerer vi masse hormoner, som neutraliserer stresshormoner.
7. Brug dine venner og kollegaer
Det er meget vigtigt, at man ikke isolerer sig, når man er stresset