Pas på de unge på arbejdspladsen

Hivs der er unge medarbejdere på din arbejdsplads, så er der en række ting, du skal være opmærksom på. Få gode råd til, hvordan du og dine kollegaer bedst muligt passer på de unge kollegaer, så de ikke får skader.

Arbejdsregler for ungarbejdere skal beskytte de unge mod arbejdsskader og overbelastning. (Foto: Colourbox)Arbejdsregler for ungarbejdere skal beskytte de unge mod arbejdsskader og overbelastning. (Foto: Colourbox)

Selvom de gerne vil slæbe, slide og ase på lige fod med deres ældre kollegaer, så er der regler for, hvor meget unge medarbejdere må løfte og hvilke maskiner de må betjene.

Rikke B. Ørum, der er arbejdsmiljøchef i Dansk Erhverv, har her sammenfattet fem gode råd til, hvordan du kan se om dine unge kollegaer bliver behandlet ordentligt og om der bliver taget vare på deres arbejdsforhold og sikkerhed.

5 råd til at passe på de unge på arbejdspladsen

1. De unge skal have et ansættelsesbevis

Hvis ansættelsen varer mere end en måned, og arbejdstiden overskrider otte timer om ugen, skal unge under 18 år have et ansættelsesbevis.

- Hvis virksomheden er omfattet af en overenskomst, skal der naturligvis betales minimumsløn og tillæg i henhold til overenskomsten, siger Rikke B. Ørum.

2. Der gælder særlige arbejdstidsregler

Nogle helt specielle regler sikrer, hvor længe unge under 18 år må arbejde. I sommerferien må de 15-17-årige eksempelvis arbejde 40 timer, mens de 13-15-årige kun må arbejde 35 timer.

- Derudover skal virksomhederne også være opmærksomme på, at der gælder særlige regler for, hvor sent de unge må arbejde, påpeger Rikke B. Ørum.

3. Hold øje med fysisk belastning og maskiner

Ved arbejdsopgaver med løft, skub og træk skal der tages hensyn til den unges alder og fysiske udvikling. Desuden gælder der særlige regler ved brug af maskiner.

- Kun unge over 15 år må arbejde med maskiner, og kun de maskiner, der ikke indebærer en risiko for, at de unge kan komme til skade, det gælder pap- og plastpresser, flaskeautomater og lignende, forklarer Rikke B. Ørum.

4. Har samme rettigheder ved ansættelse som voksne

Børn og unge under 18 år er på samme vis som voksne omfattet af de almindelige regler for ansættelse. Derfor skal eksempelvis ferieloven og ligebehandlingsloven også overholdes over for den unge arbejdskraft.

5. Alkohol er strengt forbudt

Selvom nogle af de unge sikkert har smagt på alkohol, er det stadig strengt forbudt for dem at arbejde med det.

- Unge må ikke arbejde, hvor der udskænkes alkohol, medmindre de er i lære som tjenere. Forbuddet gælder også de tilstødende lokaler som for eksempel garderobe og toiletter, siger Rikke B. Ørum.

Læs mere om reglerne for unges arbejdsmiljø på 3fu.dk