7.000 færre arbejdsulykker i 2009
Antallet af arbejdsulykker faldt sidste år med 14 procent. Det er det største fald i 23 år, viser nye tal fra Arbejdstilsynet.
I 2009 blev der anmeldt 42.561 arbejdsulykker til Arbejdstilsynet. Blandt de typiske ulykker er fald, trafikulykker og brug af håndværktøj. (Foto: Arbejdsmiljørådets kampagne) Sidste år blev der anmeldt 42.561 arbejdsulykker til Arbejdstilsynet. Det er et fald på næsten 7.000 ulykker eller 14 procent i forhold til året før. Det er det største fald på et år siden 1986-87, viser Arbejdstilsynets årsopgørelse for 2009, der blev offentliggjort i marts.
Faldet i ulykker gælder både ulykker generelt og de mere alvorlige ulykker med for eksempel amputationer, mens antallet af dødsulykker endte som året før med 44 dødsfald. Om tallene siger direktør i Arbejdstilsynet Jens Jensen:
- Det gør mig rigtig glad. Vi har fastholdt sidste års markante fald i dødsulykker og har samtidig et stort fald på andre områder. I alt taler vi om næsten 7.000 mennesker, der er sluppet for den smerte og lidelse, der altid følger med en arbejdsulykke.
Jens Jensen kan dog endnu ikke sige noget om, hvorvidt årsagen til faldet er et bedre arbejdsmiljø eller krisen med lavere beskæftigelse. Det er først muligt senere på året, når Arbejdstilsynet får beskæftigelsestallene fra Danmarks Statistik.
3F: Stadig brug for ekstra indsats
Uanset årsagen til de færre ulykker er glæden i 3F behersket. For faldet bringer stort set kun det samlede antal ulykker ned, hvor det lå i 2003.
- Så i bedste fald er vi ikke nået længere end der, hvor vi var for seks år siden. Og det er slet ikke godt nok. Det vil der komme ekstra fokus på, siger næstformand i 3F Steen Andersen.
Han er også medlem af Arbejdsmiljørådet og forudser, at emnet vil komme højt på dagsordenen, når rådet i løbet af året skal komme med anbefalinger til en ny national handlingsplan for 2020. I forhold til problemer, der kræver særlig indsats.
- Men så handler det også om folk selv. Vi kan lave tusindvis af regler, indsatser og kontroller, men det nytter intet, hvis folk ikke selv overholder reglerne og siger fra. Der findes ingen undskyldning for at sætte sit eget liv på spil ved at gå på arbejde, siger næstformand Steen Andersen.
Læs Fagbladets store tema om arbejdsulykker her.