Lær at leve med kroniske smerter
Med mindfulness kan du lære at håndtere dine kroniske smerter, så du bruger mindst mulig negativ energi på at ændre noget, som ikke kan ændres.
Det er svært ikke at lade sig påvirke af kroniske smerter. Men en måde at håndtere smerten på er at tænke på smerten og hvad den gør ved en, så man ikke lader sig rive med. (Foto: Colourbox) Måske vil dine kroniske smerter aldrig forsvinde helt, så hvorfor bruge meget energi på at blive frustreret over det?
For mange kan sikkert nikke genkendende til frustrationen over at have kroniske smerter i kroppen.
Mindfulness-teknikken går ud på, at man går smerterne i møde i stedet for at bruge energi på at bekæmpe dem.
- Når man har spist sine smertestillende piller, holdt hvilepauser og gjort sine øvelser, så har mange mennesker stadig smerter i kroppen, og det er her, at mindfulness kan hjælpe, forklarer Diana June Pedersen, som er psykolog i Gigtforeningen.
Alle kan lære mindfulness
Der er ikke noget svært i mindfulness, selvom det kan lyde langhåret.
- Vi har allesammen evnen til at være opmærksomme, og det er det, man lærer i mindfulness-teknikken. At være opmærksom på smerten, og hvilke følelser den sætter i gang, så man netop undgår at lade sig rive med af følelserne af frustration og lede, forklarer Diana June Pedersen.
- Man lærer simpelthen at registrere smerterne, uden at lade sig rive med dem, forklarer psykologen og understreger, at smerterne ikke bliver mindre af mindfulness-teknikken. Den giver bare mulighed for at håndtere dem på en anderledes og mere konstruktiv måde.
Ikke en religion
Begrebet mindfulness stammer fra buddhismen, men ifølge Diana June Pedersen har brugen af mindfulness i relation til smerter og sygdom intet med religionen at gøre.
- I den måde vi bruger mindfulness på i dag i behandlingsøjemed, har vi knyttet nogle psykologiske aspekter på, som handler om vores måde at forstå og være på i relation til vores smerte eller sygdom, siger hun.
- Man kan betragte det som en metode - i stedet for at multitaske så monotasker du, så det behøver på ingen måde at være langhåret.