Vrede over fængsling af fagforeningstop
3F-næstformand erkender, at den internationale fagbevægelse er magtesløs over for Zimbabwe-regimets overgreb på opposition og fagbevægelse.
Oppositionsleder Morgan Tsvangirai og hans parti MDC påstår, at han fik over halvdelen af stemmerne og har truet med at boykotte anden valgrunde, hvis den ikke overvåges af internationale observatører og international presse. (Foto: Scanpix) 3F blander sig i et verdenskor af protester mod fængslingen af præsidenten og generalsekretæren i Zimbabwes landsorganisation. De to blev anholdt lige op til pinse og tilbageholdt til mandag, hvor de blev fængslet i første omgang indtil 23. maj - i øvrigt samme dag, der er planlagt anden runde i præsidentvalget.
- Vi kan desværre ikke gøre andet end at protestere og råbe op, men det har vi og resten af den internationale fagbevægelse efterhånden gjort mange gange. Vi er magtesløse, fordi Mugabe reelt er uden for pædagogisk rækkevidde og er ligeglad med befolkningens lidelser, siger 3F's næstformand Steen Andersen.
Det er ikke første gang, ZCTU's præsident Lovemore Matombo og generalsekretær Wellington Chibebe er tilbageholdt og fængslet. De er blandt præsident Robert Mugabes hårdeste kritikere.
Denne gang beskyldes de for i forbindelse med 1. maj-møder at have opildnet til uro. De afviser beskyldningerne.
3F: Oppositionen skal skræmmes
Steen Andersen er ikke i tvivl om, at der er en direkte sammenhæng mellem fængslingerne og præsidentvalget.
I første valgomgang fik ingen kandidat mere end halvdelen af stemmerne. Mugabe, landets leder siden uafhængigheden i 1980, fik ifølge valgkommissionen godt 43 procent, mens modkandidaten og oppositionslederen, den tidligere fagforeningsformand Morgan Tsvangirai, fik knap 48 procent.
Tsvangirai og hans parti MDC påstår, at han fik over halvdelen af stemmerne og har truet med at boykotte anden valgrunde, hvis den ikke overvåges af internationale observatører og international presse. Regimet afviser begge dele.
- Man kan desværre kalde det helt forudsigeligt, at regimet nu tilbageholder nogle frontfigurer og skræmmer tilhængere af oppositionen, så anden valgrunde - hvis den overhovedet bliver til noget - bliver en ren parodi. Mugabe har kun én dagsorden, og den handler om at holde sig ved magten, og han og regimet skyr intet middel i den henseende. Det har vi set flere eksempler på, vurderer Steen Andersen.
Krav om løsladelse
Den internationale fagbevægelse samlet i ITUC kræver i et skarpt brev til Mugabe de to fagforeningsledere sat på fri fod øjeblikkeligt, og at alle anklager mod dem droppes.
ITUC er stærkt bekymret for fagforeningsledernes sikkerhed. I september 2006 blev de udsat for brutal behandling under et fængselsophold.
Også FN udtrykker bekymring over den eskalerende vold mod civilbefolkningen.
Oppositionen mener, at mindst 25 af dets tilhængere er blevet dræbt siden første valgrunde 29. marts, mens hundredvis er tvunget fra deres hjem.