Klemte vognmænd: Forbyd øst-biler
Klemte vognmænd slår alarm hos regeringen. Det sker med forslag om midlertidigt forbud mod udenlandske lastbiler. 3F bakker op, og Enhedslisten kræver hurtig behandling i Folketinget.
Stop løndumping og kørsel på discount. Brug EU-regel til forbud mod udenlandske lastbiler. Sådan lyder nyt krav til regeringen fra danske vognmænd. 3F bakker op. (Arkivfoto) Red danske vognmænd, job og chauffører. Forbyd udenlandske lastbiler, der kører gods internt i Danmark.
Det krav er endt hos regeringerne i Danmark, Norge og Sverige. I Danmark er det vognmændene i Dansk Transport & Logistik (DTL), der har slået alarm. De peger på, at transportbranchen er truet, fordi ulovlige og billige transporter er på spil.
DTL opfordrer til, at Danmark bruger EU's regler. De sikrer, at man midlertidigt kan forbyde udenlandske lastbiler, der kører gods internt i Danmark. Det kaldes cabotage-kørsel, og EU's regler kan bruges, hvis markedet er alvorligt forstyrret. Men det kræver, at de andre EU-lande siger ja. Og det er det, DTL beder Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) om at sørge for.
Stribe af ulovligheder
DTL peger på en stribe sager, hvor udenlandske lastbiler er taget i ulovlig kørsel på danske veje. Og på, at udenlandske firmaer overtager dansk kørsel. Det viser, ifølge DTL, at markedet er så forstyrret, at EU's regler kan bruges.
Senest har 3F Fredericia afsløret, at tyske chauffører kørte sveller for BaneDanmark. Det er sket systematisk, selv om udenlandske lastbiler kun må køre få ture med gods i Danmark, før de skal forlade landet.
DTL opfordrer til, at transportministeren hastebehandler ønsket om forbud. Det vil Enhedslisten sikre. Henning Hyllested, der er transportordfører, beder nu om, at der holdes et hastemøde i Folketinget. Han kræver møde i udvalget mod social dumping.
3F bakker op
3F's Transportgruppe bakker op om forslaget fra DTL.
- Vi er enige i DTL's analyse. Der er brug for en time-out, der kan hjælpe det danske transporterhverv. Det kan et midlertidigt forbud give. Men det kræver, at myndighederne sørger for, at der samtidig kommer en effektiv kontrol, siger Jørgen Aarestrup, der er forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe.
En analyse fra ITD's vognmænd viser, at der er forsvundet 8.000 danske chaufførjob siden 2008. 3F har tilsvarende tal. De viser, at 7.500 danske chaufførjob er overtaget af udenlandske kolleger.