Udenlandske chauffører fortsætter spritkørsel

DRUK : I 2011 blev 17 udenlandske chauffører taget for spritkørsel. I år er antallet foreløbig nået op på 12. 3F advarer om, at dansk trafikkultur bliver sat tilbage til før 1970'erne.

Chauffører fra Polen, Litauen og andre lande i Europa har gjort danske veje usikre. Det skyldes slingrende spritkørsel i lastbil.Chauffører fra Polen, Litauen og andre lande i Europa har gjort danske veje usikre. Det skyldes slingrende spritkørsel i lastbil.

Vodka, vin eller øl i blodet, imens hænderne er solidt placeret på rattet. Den forbrydelse er mindst 12 udenlandske lastbilchauffører taget for i år, imens de har kørt rundt på danske veje.

Dermed følges stimen fra sidste år, hvor mindst 17 chauffører fra Østeuropa blev taget af politiet, fordi de kørte spritkørsel.

De mange sager vækker bekymring i transportbranchen. Dels hos Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik (ATL). Dels hos chaufførerne i 3F, der advarer om, at god trafikkultur er truet.

Dansk druk er stoppet

3F's transportgruppe peger på, at en del af forklaringen er, at udenlandske chauffører ofte venter på kørsel i dage og uger. Imens slår de tiden ihjel på danske rastepladser. Og de rykker ud med kort varsel, selvom det er aften, og selvom de har fået øl, vin eller sprut.

- Det her bomber dansk trafikkultur 30 år tilbage. Vi har stort set fået bugt med spritkørsel blandt lastbilchauffører, fordi det er lykkedes at ændre holdning siden 70'erne, siger Jørgen Aarestrup, der er forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe.

3F efterlyser øget indsats, når fulde chauffører går i politiets net. 3F kræver, at politiet tjekker, om chaufførerne kører lovligt i Danmark. Her sætter loven grænser for, hvor længe udenlandske chauffører må være i landet. Og så skal det være rutine, at brud på hvilereglerne tjekkes.

Ø: Vil se på andre lovbrud

Det får Enhedslisten på banen. Her rejser transportordfører Henning Hyllested sagen. Det sker i Folketinget, hvor justitsminister Morten Bødskov (S) skal svare på, hvilke andre lovbrud politiet har set på blandt de 12 udenlandske chauffører, der er taget for spritkørsel.

Han skal også oplyse, om de kører for danske vognmænd, speditører og transportfirmaer.

3F kender enkelte tilfælde, hvor danske chauffører har kørt spritkørsel. Blandt andet en episode på Bornholm. Men ATL's branchedirektør, Anne Windfeldt Trolle, bekræfter, at der er sket en markant holdningsændring, når det gælder danske chauffører. Og flere og flere af ATL's medlemsvirksomheder får en politik, der forbyder selv den mindste smule alkohol i blodet. Alkohol i arbejdstiden er stort set afskaffet. Også ved festlige lejligheder.