Polsk overhaling til danske lastbiler
Løndumping:
Tyske og polske chauffører overhaler deres danske kolleger. Der er kun danske nummerplader på 23,7 procent af de lastbiler, der krydser grænsen. Det er tæt på halvering siden 2003 og 2004.
Chauffører fra Tyskland og Østeuropa erobrer de danske landeveje. Mange flere tyske og polske lastbiler end danske kører til og fra Danmark. (FOTO: Niels Aage Skovbo) Der bliver højst talt dansk i hvert fjerde førerhus, hvis man lytter i de lastbiler, der kører over grænserne til Danmark.
Friske tal viser, at danske lastbiler blot udgør 23,7 procent af de lastbiler, der kører over grænsen. Mere end hver tredje er fra Tyskland. Og 23,4 procent er fra lande i Østeuropa.
Det truer de danske chauffører. I 2003 og 2004 var der danske nummerplader på over 40 procent af de lastbiler, der kørte over grænsen. Og lastbiler fra øst udgjorde under 10 procent.
Vognmænd: Vi flager ud
Det er de internationale vognmænd i ITD, der har sat tal på lastbilerne. Det sker hvert kvartal, og nu bruger vicedirektør Poul Bruun de nye tal i et angreb på den løn, danske chauffører får.
ITD vil blandt andet gøre op med den danske godslov, der tydeligt gør det klart, at chauffører i danske lastbiler skal have løn efter dansk overenskomst.
Vognmændene peger på, at mange af de polske og tyske lastbiler, der kører over grænsen, er ejet af danske firmaer, der har valgt billigere græsgange. Ifølge ITD står danske ejere bag hver tredje lastbil, der har udenlandske plader.
3F: Sæt politiet ind
ITD's melding får hård kritik. 3F's Transportgruppe kræver i stedet, at der sættes markant ind med kontrol mod fusk. Især misbrug af udenlandske chauffører, der kører ulovligt i landet til dumpingløn.
I januar bakkede 3F op, da transportminister Hans Christian Schmidt (V) foreslog, at Danmark fik et transportpoliti. Men det blev skudt ned, da justitsminister Lars Barfoed (K) hørte om ideen.
Danske chauffører kan trøste sig med, at der er blevet mere at køre med, siden finanskrisen brød ud. I dette kvartal er der målt det tredje højeste antal lastbiler på vejene siden 2003. Det inkluderer flere danske lastbiler.