3F: Voksende problem med øst-arbejdskraft
3F forstærker indsats mod ulovligt østarbejde. Forbundet lancerer ny webside med nyheder, fakta, igangværende blokader, og hvad der ellers er værd at vide om udenlandsk arbejdskraft i Danmark.
Problemet med udenlandsk ar-bejdskraft er voksende. Det viser blandt andet antallet af henvendelser fra medlemmer, antallet af faglige sager, antallet af politianmeldelser og antallet af arbejdstilladelser, siger de to øst-konsulenter i 3F, Jacob Scavenius (tv) og Kurt Hedemand. (Foto: Harry Nielsen) Problemerne i kølvandet på udenlandsk arbejdskraft i Danmark er kraftigt stigende og stiller krav til fagbevægelsen om at dyrke gammelkendte dyder som opsøgende arbejde, men også til udvikling af nye værktøjer.
Det vurderer to erfarne fagforeningsfolk, som 3F har hyret i et etårigt projekt til dels at kortlægge problemerne, dels udarbejde redskaber til brug for afdelingernes arbejde med udenlandske firmaer og udenlandsk arbejdskraft.
Samtidig lancerer 3F nu en ny webside med artikler og oplysninger om udenlandsk arbejdskraft,
- Det voksende problem og det øgede fokus kan aflæses af, at både vi og afdelingerne får flere henvendelser om udenlandske arbejdere fra både medlemmer og almindelige borgere, og at antallet af sager er meget stort. Reelt også større end afdelingerne er i stand til at løfte, vurderer Jacob Scavenius og Kurt Hedemand, de to østkonsulenter fra 3F.
- Antallet af arbejdstilladelser gennem Udlændingestyrelsen er stigende, antallet af selskabsregistreringer i ToldSkat er stigende, antallet af landbrugspraktikanter er stigende, antallet af politianmeldelser om illegalt arbejde er stigende, og endelig er antallet af henvendelser til fagforeningerne stigende. Samlet understreger det, at der er flere udenlandske arbejdstagere i landet, både lovlige og ulovlige.
- Det er en kæmpe udfordring for fagbevægelsen. Det er vores indtryk, at fagforeningerne generelt er blevet bedre til at håndtere sagerne. Med hensyn til myndighederne er der fortsat al for stor forskel på, hvordan politiet prioriterer arbejdet, lyder deres vurdering.
Solid ballast med opsøgende arbejde
Da Jacob Scavenius og Kurt Hedemand begyndte i øst-projektet 15. marts mødte de med en solid ballast fra fagforeningsarbejde, hvor opsøgende arbejde og udenlandsk arbejdskraft havde fyldt en betragtelig del.
Jacob Scavenius er 39 år og har orlov fra posten som næstformand i Murersvendenes Fagforening i København - en post han har bestridt siden 1998. Hele hans faglige virke har, siger han selv, været koncentreret omkring opsøgende arbejde.
I den forbindelse stødte han i slutningen af 1990'erne på udenlandsk arbejdskraft inden for byggeriet; i første omgang portugisere og italienere lovligt og underbetalt, siden især polakker illegalt og endnu mere underbetalt.
- Dengang var det jo så nemt, når vi fik kontakt med polakker eller litauere. Så var de illegale. Det var heller ikke så velorganiseret, som det er nu, vurderer han.
Kurt Hedemand er 56 år og var i ti år indtil årsskiftet 2005 konsulent i SiD's 5. distrikt på Fyn. De seneste år var han distriktets koordinator vedrørende udenlandsk arbejdskraft.
- På Fyn var og er udenlandsk arbejdskraft koncentreret omkring de mange gartnerier. Mange fik i gamle dage - før EU-udvidelsen - arbejdstilladelse, fordi der ikke kunne skaffes dansk arbejdskraft, men alligevel var der en del illegale. Ellers oplevede vi som andre steder problemer med smarte asfaltsjak og med overfladebehandling på værfterne, fortæller Kurt Hedemand.
Hvor er sprogbarrieren?
Problemerne med udenlandsk arbejdskraft er ifølge konsulenterne meget uens inden for 3F's organiseringsområde.
Største problemer findes inden for byggeriet og det grønne område, færrest på det offentlige område og inden for industrien.
Det grønne område har uden sammenligning flest udstedte arbejdstilladelser. Det skulle indebære ansættelsesforhold svarende til ,hvad danskere ville have i tilsvarende job.
- Men vi stiller os meget tvivlende over for, om alle udlændinge inden for landbruget rent faktisk også får den aftalte løn. Der har jo været nogle grelle underbetalingssager i landbruget, som generelt er dårligt organiseret, siger de.
Det undrer i øvrigt Kurt Hedemand, at der åbenbart ikke er en sprogbarriere med de mange arbejdere fra Østlandene inden for det grønne område.
- Der er jo ikke grænser for, hvor perfekt dansk de etniske danskere skal kunne tale og skrive for at kunne begå sig på arbejdsmarkedet. Det samme må åbenbart ikke være tilfældet med østarbejdere, siger han.
Myldrer med sager i byggeriet
I byggeriet bliver Østaftalen stort set ikke anvendt. I stedet myldrer det med sager, hvor der formelt er tale om udstationering af arbejdskraft, idet det i princippet kan ske på hjemlandets løn- og ansættelsesvilkår.
- Vi ser en klar tendens til, at mange aftaler ligner arbejdsudleje, hvor eneste formål er at undgå dansk overenskomst. Samtidig oplever vi virksomhedsetableringer i især Polen og de baltiske lande alene med det formål at eksportere arbejdskraft. Og så frygter vi, at næste omgåelse bliver falske selvstændige, det vil sige udenlandske arbejdssjak, der består af lige så mange enkeltmandsfirmaer, som der er deltagere i sjakket, oplyser Kurt Hedemand.
Problemer i rengøringsbranchen
Transportbranchen er klar over, at smarte arbejdsgivere prøver at udnytte et besværligt regelsæt, og at myndighederne ikke er gearet til kontrol.
- Der er vanvittig hård konkurrence i branchen, og løn er stort set det eneste, der kan reguleres på, og det betyder, at visse vognmand er lige lovligt kreative. Men arbejdspladserne flytter sig i sagens natur, og kontrol kræver derfor mange ressourcer, siger de to østkonsulenter.
Et undervurderet problem er ifølge Jacob Scavenius og Kurt Hedemand rengøringsbranchen, der måske kunne have brug for en særlig kortlægning.
- Forholdene er formentlig i orden i de store firmaer, men der er jo en underskov af småfirmaer, som nok kunne have behov for ekstra fagligt opsøgende arbejde.
Inden for industrien opleves kun ganske få problemer med udenlandsk arbejdskraft. Vikarer og indlejet arbejdskraft er omfattet af industrioverenskomsten. Der er konstateret få tilfælde inden for overfladebehandling.
Endelig er der stort set ikke beskæftiget udenlandsk arbejdskraft i det offentlige på 3F-områder.
- Men det er formentlig kun et spørgsmål om tid, før udenlandske firmaer byder med på opgaver inden for vej- og parkområdet, lyder vurderingen.
Info på skærm og papir
Ud over at afdække problemernes omfang er det de to øst-konsulenters opgave at udarbejde en række værktøjer til brug for afdelinger, tillidsrepræsentanter og medlemmer.
Et nyt site på 3F's hjemmeside går i luften i dag med artikler, dokumentation og faktiske og praktiske oplysninger om udenlandsk arbejdskraft. Den er tilgængelig for alle.
Sitet hedder "På samme vilkår" og ligger som link på forsiden af 3F's hjemmeside.
Der er desuden udarbejdet en digital håndbog, der specielt henvender sig til afdelinger og tillidsfolk, der har med udenlandske arbejdsgivere eller arbejdstagere at gøre. Her er blandt andet lovstof, fortolkninger og andet værdifuldt materiale for superbrugeren.
Den elektroniske håndbog udkommer også i en lille papirudgave, lige til at have i baglommen eller dametasken, som de siger.
Endelig er der til brug for afdelingernes arbejde i marken udarbejdet velkomstpjecer på engelsk, tysk, polsk, estisk, lettisk og litauisk. Disse pjecer fortæller kortfattet om, hvorledes det danske arbejdsmarked er indrettet, og at den danske model er baseret på aftaler.